Menu

Ganni sælger 51 % til kapitalfond

Den danske modevirksomhed Ganni har solgt 51 % af ejerskabet til L Catterton. Den nye partner skal bidrage til øget international vækst.

14. december 2017 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Ganni har i løbet af de senere år haft markant vokseværk, og hvis det skal fortsætte, krævede det en partner. Derfor har selskabets ejere, Ditte og Nicolaj Reffstrup og økonomidirektør René Dyhring Mikkelsen, valgt at sælge 51 % af selskabet til den amerikanske kapitalfond L Catterton, som blandt andet også ejer 20 % af Lagkagehuset.

- Jeg følte, at vi havde taget Ganni til et punkt, hvor vi var nødt til at lede efter en partner, og det skulle være én, der kunne tage det, vi er gode til, og løfte det på et internationalt plan, siger Nicolaj Reffstrup til Business of Fashion.

Ganni blev grundlagt af Frans Truelsen i 2000, og ægteparret Reffstrup trådte ind i virksomheden i 2007. I 2013 forlod Frans Truelsen Ganni. Ganni har på rekordtid skabt et brand med international genklang, og selskabets omsætning ligger ifølge Business of Fashion omkring 300 mio. kr. i 2017. Et talt der vil stige med 50 % i 2018.

Til Business of Fashion fortæller Nicolaj Reffstrup, at det har været vigtigt at finde den rigtige partner, og at de derfor godt kunne have solgt ejerandelen for flere penge. I L Cattertons ejerkreds finder man blandt andet LVMH og Groupe Arnault, som er LVMH formand Bernard Arnaults holdingselskab, ligesom porteføljen tæller investeringer i en række modevirksomheder, blandt andre Gant og Giuseppe Zanotti. Nicolaj Reffstrup understreger, at den nye ejer ”har unik viden om, hvordan man skaber globale superbrands”.

Hos L Catterton hæfter man sig ved, at Ganni allerede har en stærk tilstedeværelse i 20 lande, men samtidig ser de også en mulighed for at intensivere internationaliseringen.

”… brandets digitalt drevne strategi og stærke e-commerce-platform gør dets globale vækstpotentiale endnu mere spændende,” skriver partner i L Catterton Eduardo Velasco i en email til Business of Fashion.

Ganni vil fortsætte med at åbne nye butikker, men det vil fortsat ske i et moderat tempo. I dag udgør engrossalget 2/3 af omsætningen, men det skal i fremtiden udlignes, så salget gennem interne og eksterne kanaler kommer i balance, oplyser Nicolaj Reffstrup. Som en konsekvens heraf vil Ganni også droppe i omegnen af 100 af brandets eksisterende engroskunder.

Ganni fortsætter med at have hovedkvarter i København, men fremtiden byder på åbning af kontorer i London og New York.

Salgsprisen er ikke oplyst.  

"