Menu

InWear vinder ALT for damernes Guldknap 2019

Da den eftertragtede Guldknap i går skulle overrækkes, blev det 50-års jubilaren InWear, der løb med læsernes stemmer og ikke mindst den store ære.

Foto: InWear
Foto: InWear

28. august 2019

I mere end tre årtier har ALT for damerne uddelt den eftertragtede Guldknap, der i dag suverænt bestemmes af magasinets læsere. Ved gårsdagen prisoverrækkelse blev årets tre nominerede til Guldknappen hyldet ved et stort modeshow i Skuespilhuset med styles fra de tre brands’ efterårskollektioner. Gennem årene er Guldknappen blevet overrakt til danske brands som Mads Nørgaard, Ganni, Stine Goya og sidste års vinder, Gestuz. I år kunne InWear, med chefdesigner Jette Romvig i spidsen, altså slutte sig til rækken af Guldknap-vindere.

InWear var nomineret sammen med Munthe og By Malene Birger – to brands, der må siges at have opnået samme ikon-status som InWear. Der var altså hård konkurrence, da ALT for damernes læsere skulle finde en vinder. I år belønnede læserne InWears enkle og klassiske silhuetter med et altid nutidigt twist, hvilket ALT for damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen, også fremhævede i sin tale til vinderen:

"Enhver moden kvinde har et stykke InWear-tøj i klædeskabet. Gennem fem årtier har modebrandet bragt fashion til direktionsgange og storrumskontorer. Stilen har altid været klædelig og klassisk, men de senere år har feminine detaljer og sporty referencer pustet nyt liv i det gamle modebrand.”

2019 vil med al sandsynlighed blive husket som et af de mere begivenhedsrige år i InWears efterhånden lange historie. Det er nemlig året, hvor det historiske brand som sagt kan fejre intet mindre end 50 år på den danske modescene – noget de færreste i dag kan prale af. I går blev endnu et betydningsfuldt kapitel så føjet til fortællingen med modtagelsen af ALT for damernes Guldknap 2019. Det var derfor også en meget glad Jette Romvig, der tog imod Guldknappen:

"Tak. Tak til alle, der har stemt på os. Ikke nogen anden pris i hele verden kunne gøre mig og vores fede team mere stolt. Damen, som hedder InWear og er 50 år, er for sej. Vi er så stolte.”

"