Menu

Jack & Jones i nye klæder

Bestseller-koncernens menswear-brand Jack & Jones fik sidste år en ny strategi, og nu har brandet også fået en ny visuel identitet. Identiteten er baseret på Jack & Jones’ jeanswear-historie og skal bidrage til at udvikle forretningen.

Brothers of Denim er omdrejningspunktet for Jack & Jones' nye strategi og identitet.
Brothers of Denim er omdrejningspunktet for Jack & Jones' nye strategi og identitet.

10. september 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Jack & Jones er blevet et voksent brand med 28 år på bagen, og nu får brandet en omfattende makeover. Siden grundlæggelsen i 1990 har Bestseller-koncernens største menswear-brand været koncentreret om denim og jeanswear, og derfor har det været en naturlig reference i brandets nye visuelle identitet, som netop er blevet afsløret.

“Vores kerneforretning har altid været jeans. Og derfor ville vi tilbage til det, vi kender allerbedst. I lyset af den nye strategiske retning har vi set på vores brand udefra og har besluttet os for at gentænke vores visuelle udtryk for at udvikle forretningen,” fortæller Brand Director Anders Gam.

Den nye visuelle identitet er blevet udviklet af designbureauet e-Types, og den indbefatter et nyt logo, nye farver og fonte samt et stærkere kommunikationsfokus på brandets fire værdier: Masculine, Social, Refresh og Craftsmen. Det handler i høj grad om at gøre brandet mere relevant og tiltrække nye kunder.

“Den nye visuelle identitet giver brandets udtryk fornyet styrke og en enkelthed, der giver et mere sammenhængende look og tone. Det her er næste skridt for os. Vi vil tilbage til vores denim-rødder, og det kommer vi ved at lægge mere vægt på vores kultur og kerneforretning gennem den nye visuelle identitet”, siger Peter Kristiansen, Brand Director hos Jack & Jones.

Den nye visuelle identitet spiller en vigtig rolle i at ramme et bredere publikum, og i den proces har Jack & Jones også tilføjet plus-size-kollektioner og kollektioner til de 8-16-årige.

”Derfor kan vi nu appellere til et bredere publikum og skabe livstidskunder“, siger Anders Gam.

Jack & Jones vil gradvist implementere den nye visuelle identitet i brandets mere end 1.000 butikker, mens hjemmesiden og brandets sociale mediekanaler allerede har fået et strøg med den nye pensel.  

Jack & Jones har lavet en kampagnevideo, der markerer den nye visuelle identitet og det denim-broderskab, brandet gerne vil være eksponent for. Den kan du se nedenfor. 

"