Menu

Julehandlen vokser

Ifølge Dansk Erhverv bliver julehandlen i 2017 større end nogensinde. Hver husstand vil nemlig bruge 4.100 kr. ekstra på gaver, mad og drikke op til jul.

20. november 2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk 

Dansk Erhverv forventer, at julehandlen slår rekord i år, det skriver 
Finans. Skal man stole på prognoserne, vil der i år ligge større og flere julegaver under danskernes grantræer. 

Det viser sig, at det er den solide danske økonomi, som skaber optimisme og smitter af på forbrugernes kommende shoppemængder.  

”Der er tydelige tegn på, at den danske økonomi er i fremgang. Beskæftigelsen er i år steget med 45.000 personer, og det øger den disponible indkomst, så der er flere penge til julegaver. Derfor forudser vi, at julehandlen vil ride med på den positive bølge og vokse med 2-3 pct.,” siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, til Finans.

Det betyder, at julehandlen i år kommer til at udgøre 11 milliarder kr., hvilket svarer til, at hver husstand vil bruge 4.100 kr. ekstra i kategorien gaver, mad og drikke i månederne op til jul.

Ifølge Dansk Erhvervs prognoser vil en fjerdedel af handlen ske online. Dermed er det særligt nethandlen, som trækker væksten for årets julehandel, eftersom andelen sidste år lå på 22 pct.

I år regnes den globale salgsdag Black Friday, den 24. november, også med i julehandlen, eftersom det er her mange forbrugere begynder sin juleshopping.

”Vi ser en klar tendens til, at en større del af handlen op til jul sker i november. Det skyldes, at Black Friday er blevet en meget populær shoppedag i Danmark,” siger Henrik Hyltoft til Finans.
"