Menu

Karen Simonsen fejrer 10 år med eget mærke

Siden den første kollektion fra Karen by Simonsen kom ned af catwalken for 10 år siden, har både brandet og særligt branchen ændret sig markant. Vi har mødt Karen Simonsen til en snak om, hvordan hun har holdt momentum i 10 år og ikke mindst, hvilke udfordringer fremtiden byder på.

13. august 2019

Få mennesker har formået at forblive så relevant i modebranchen som Karen Simonsen. Først det store gennembrud med Munthe plus Simonsen, og siden med brandet i eget navn, Karen by Simonsen, der i år kan fejre 10-års jubilæum. At starte eget brand midt i en finanskrise til i dag at have et succesfuldt brand i en branche, der er under konstant forandring, kræver en utrættelig nysgerrighed samt evnen til dele knowhow og kompetencer. Det sidste fandt Karen Simonsen i fusionen med DK Company kort efter hun lancerede Karen by Simonsen.

 

”Jeg startede Karen by Simonsen selv med et stort show i 2009 og stødte først på DK Company efterfølgende. Jeg har altid arbejdet i den kreative verden og har selv gjort det rigtig godt, men da jeg fusionerede med DK Company, tilføjede de et element af købmandskab til forretningen, der var med til at skabe det fantastiske fundament vi siden er vokset ud fra,” fortæller Karen Simonsen og fortsætter:

 

”Den her kæmpe ”pose” af forskellige kompetencer og knowhow, som vi hver især har bragt til bordet, har gjort, at vi kunne forbedre os og blive en succes sæson efter sæson med Karen by Simonsen.”

 

Nysgerrighed skal drive forandringer

 

I disse tider står modebranchen unægteligt overfor en stor omvæltning, alligevel ser Karen Simonsen på fremtiden med stor optimisme:

 

”Vores brand er allerede så forankret, at vi ikke er bange for at vælte – we are here to stay!” siger Karen Simonsen med stor overbevisning i stemmen og tilføjer, at Karen by Simonsen og DK Company har skabt et solidt fundament, der giver dem mod på at takle den forandring modebranchen er i gang med.

 

”Med de udfordringer branchen står overfor, skal man være forandringsvillig og nysgerrig, og vi bliver hele tiden ved med at opsøge ny viden. Hvis du ikke er villig til at forandre dig, så er du ikke med i næste løb,” siger Karen Simonsen og understreger, at det er altafgørende, at vi internt i branchen deler viden og kompetencer.

 

”Hele branchen, både Danmark, men også globalt, står overfor næste skridt, der hedder ”100% sustainability”. Hele den transformation, der ligger i at gøre alt grønt, er en kæmpe prøvelse. Og mere end nogensinde før har vi brug for, at vi samarbejder, for ellers kan vi slet ikke løfte den opgave.”

 

Selv deler Karen Simonsen ud af egne erfaringer på tværs af brancher bl.a. gennem sit virke som bestyrelsesmedlem og foredragsholder.

 

”Jeg har mange kasketter på, men jeg er jo også et nysgerrigt menneske. Jo flere forskellige brancher jeg kan være med i, desto klogere bliver jeg og dermed bedre polstret til min egen virksomhed. Jo mere vi deler ud af knowhow og kompetencer, desto bedre bliver vi. Det gør mig virkelig glad at dele ud af min kæmpestore bagage med erfaring, som forhåbentlig inspirerer og motiverer de mange mennesker, der sidder foran mig. Kunsten er jo både at fortælle om de gode stunder, men så sandelig også om de situationer, der er gået helt ad hekkenfeldt til. For alle de store fejl vi laver, gør os kun klogere og derfor endnu bedre,” fortæller Karen Simonsen og afslutter interviewet med en vigtig læring, hun har erfaret i løbet af 10 år med Karen by Simonsen:

 

”Du aldrig må være din værste dommer - du skal altid være din bedste dommer.”

 

Ingen i branchen har en krystalkugle, men efter 10 år med Karen by Simonsen, tør Karen Simonsen godt love, at brandet også er her om yderligere 10 år.

 

Karen by Simonsen markerer 10-års jubilæet med en ny kollektion, hvor man har kigget til brandets begyndelse for herefter at vende det hele på hovedet. Kollektionen kan findes i butikker verden over fra oktober 2019.

"