Menu

MESSAGE satser på Norge

I de kommende måneder åbner MESSAGE tre nye butikker i Oslo. Derudover vælger den danske modevirksomhed også at lancere en dedikeret norsk webshop.

MESSAGE ekspanderer og åbner i løbet af efteråret 2018 tre butikker i Oslo.
MESSAGE ekspanderer og åbner i løbet af efteråret 2018 tre butikker i Oslo.

07. august 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

MESSAGE består i dag af 26 danske butikker, og om kort tid øger de deres tilstedeværelse i Norge med tre nye butikker. De nye butikker åbner i Oslo henover perioden august til oktober. Dermed bliver tilstedeværelsen på det norske marked fordoblet, da MESSAGE i øjeblikket har tre butikker i Norge, som alle er placeret udenfor hovedstaden.

Samtidig med åbningen af de tre fysiske butikker, lanceres også en norsk onlineshop, der skal fungere på lige fod med den danske version.

”Norge er et meget stort land, hvor mange har langt til butikkerne, og derfor tror vi også, at vores onlineshop har gode betingelser her,” siger Carsten W. Lauritsen, der er grundlægger og administrerende direktør hos MESSAGE.

Han erkender dog, at skal man have succes med e-handel i Norge, er det ikke nok at oversætte sin hjemmeside og vente på kunderne kommer. Der skal være styr på logistikken.

- Det at drive en onlinebutik i Norge fra Danmark er en smule komplekst, fordi det er tredjelandsvarer, og der er nogle toldmæssige udfordringer. Det er ikke som at sælge online i EU, hvor man kan købe varer frit på tværs af grænser. Men vi arbejder benhårdt og forventer at gå i luften 1. september.

Kan blive startskuddet til yderligere ekspansion

Hvor meget af den samlede omsætning, der på sigt kan komme fra Norge, tør direktøren ikke spå om. Det skyldes, at selskabet ud over Norge også har fremgang i markeder som Holland og Tyskland, hvor der ikke er MESSAGE-butikker, men hvor der er en del wholesale-aktivitet.

- Vores mål er, at MESSAGE bliver fuldt udbygget som kæde. Uden vi behøver at overeksponere os i Norge, så mener vi, at vi kan komme op og få et sted mellem 15-20 butikker. Det ligger dog længere ude i fremtiden. Første test bliver de fire butikker, som vi åbner inden forholdsvis kort tid, siger Carsten W. Lauritsen.

Norge er på nuværende tidspunkt det eneste udenlandske marked, hvor MESSAGE har butikker, så efterårets satsning kan blive startskuddet til at bringe andre markeder i søgelyset.

MESSAGE står bag de fem brands mbyM, Global Funk, Frakment, Project Unknown og d'ahrling. I MESSAGE-butikkerne forhandles disse i kombination med et mix af eksterne brands.
"