Menu

Minimum: Coronakrisen lukker for branchens ilt

Aarhus-virksomheden Minimum har de seneste seks måneder arbejdet målrettet på en ny retning. Det virkede, men Corona-virussets indtog i Danmark truer med at lukke for ilttilførslen til hele branchen.

Foto: Minimum
Foto: Minimum

31. marts 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

- Lige nu virker det som et westernslagsmål fra de gamle Lucky Luke-tegnefilm; alle slår på alle, lyder beskrivelsen af den indtrufne Corona-krise fra Minimums CEO Steen Engelbrecht.

Problemet er ifølge ham, at branchen står med en fælles krise, fordi butikker og brands er særdeles tæt forbundne. Problemer i ét led spreder sig hurtigt til de andre led i værdikæden.  

- Det bliver en bølge, der kommer til at rulle ind over os alle. Omsætningen står stille, den er nærmest lig nul, og ingen ved, hvor længe det varer. En af de helt store udfordringer for os er, at retail-leddet er ilten, vores forretning ånder. Lukker man for ilten, så ved vi alle, hvad der sker, siger han.

Situationen ser vanskelig ud, erkender Steen Engelbrecht og det scenarie havde ingen hos Minimum regnet med for tre uger siden. 

Steen Engelbrecht, Minimums CEO
Steen Engelbrecht, Minimums CEO

Langt større konsekvenser end først frygtet

- Tirsdag den 10. marts havde vi bestyrelsesmøde i Minimum, hvor vi kunne løfte sløret for, at vi i årets to første måneder havde realiseret det resultat, vi havde budgetteret med på hele året. Corona-virus var bestemt på agendaen, og vi var lidt bekymrede for, hvordan det ville påvirke vores indsalgsrunde i april, men vi så også positive tegn i Kina, hvor virusset blev slået tilbage. Den nuværende virkelighed havde de færreste nok set komme, siger Steen Engelbrecht.  


Tre uger senere virker det hele en smule surrealistisk, fortæller Steen Engelbrecht over telefonen.

- Dagen efter mødet lukkede Italien som de første alle butikker, og siden er alle væsentlige markeder fulgt efter, siger Steen Engelbrecht.

Det giver voldsomme udfordringer for en modevirksomhed.

- Vi har lagervarer for et tocifret millionbeløb, som for længst er solgt, men ikke kan leveres til kunderne. Spørgsmålet er, om det nogensinde kan, for butikkerne, og dermed vores kunder, er mestendels lukket, og selv dem, der er åbne oplever lav omsætning og har svært ved at betale deres regninger i øjeblikket.

Også tidsfaktoren har en negativ indvirkning på Minimums forretning. Ikke mindst usikkerheden omkring, hvor længe den nuværende situation står på.

- Denne sæson er væk, og det er den nok indtil sommer. Det er utopi at tro, at det er helt ovre på tre uger. Måske åbner nogen markeder, for eksempel det danske og tyske, lige så stille op i maj, men for store dele af resten af Europa kan vi godt frygte, at denne sæson er tabt, siger Steen Engelbrecht.

Det helt store problem er dog det, at ”ilten forsvinder”, som Minimums CEO formulerer det.

- Debitorerne er ud over lageret den store risiko i dette. Retail har været udfordret i mange år, og står de nu uden indtjening i et par måneder i hovedsæsonen og med et lager, der bliver for gammelt, så tør jeg ikke tænke på konsekvenserne. Cashflow er det vigtigste lige nu, og har butikkerne ingen indtjening, så kan de ikke betale os, og vi skal jo stadig betale vores faste omkostninger.

Hjælpepakker er velkomne – men kontanter er kongen

Hos Minimum er de glade for, at den danske regering har handlet resolut i forbindelse med udbruddet af Corona-virus.


Som mange andre modevirksomheder påpeger de dog, at hjælpepakkerne ikke passer til den måde, branchen arbejder på.

- Det er fantastisk med hjælpepakker, men det er fokuseret på de første erhverv, der lukkede ned. Den mistede indtjening er slem nok, men vores branche er bare særlig. Vi har et enormt værditab på varelagre, der bliver tæt på usælgelige pga. skift i moden. Det hele starter ude i butikkerne, og så ruller det hele bare tilbage igennem systemet, til os, siger Steen Engelbrecht.

For hans virksomhed er det helt store problem, at pengestrømmene er tørret ud.

- Et manglende cashflow er det, der slår folk ihjel. Det er dét, der rammer os, for vi har kun udgifter i øjeblikket. Der kommer ingen penge ind. Jeg er meget bevidst om, at det er en sundhedsvurdering, hvornår der kan åbnes gradvist op for Danmark igen, men det er reelt set dét, vi har brug for.

Minimum har benyttet sig af de hjælpepakker, der gav mening for dem. Det har blandt andet betydet, at de har sendt medarbejdere hjem med lønkompensation, men selv det, der umiddelbart er en hjælp, er faktisk også en form for benspænd.

- Lønkompensationsordningen er ufleksibel. Vi kan ikke bare sende alle hjem, for vi arbejder nu på foråret 2021 og skal nå i mål med de kommende kollektioner. Det er én af de ting, der gør modebranchen speciel, for vi skal altid tænke og arbejde et år frem i tiden.

Ydermere er der en udfordring med den måde, en anden hjælpepakke er konstrueret på.

- Ordningen om tilskud til faste omkostninger tager udgangspunkt i ens fald i omsætning. Udfordringen er, at vi pt. brænder inde med lagre i millionklassen, som vi forsøger at realisere på et marked, der bogstaveligt talt er lukket, eller på et verdensmarked, der er totalt oversvømmet. Realiseringerne skal derfor forventes at ske med tab. Samtidig med at vi skal bære tabet, vil den omsætning, der kommer ind, så reducere vores hjælpepakke, sådan som det er konstrueret i dag. En ide kunne være at basere hjælpen på fald i bruttoavancen fremfor på omsætningen.  

”Man hjælper hinanden, når lokummet brænder”

Corona-krisen kommer uundgåeligt til at betyde et udskillelsesløb i branchen, mener Steen Engelbrecht.

- Både butikker og brands bukker under i denne krise. Det er der ingen tvivl om, og der er meget lidt, vi kan gøre ved det. Det mest problematiske er, at hvis krisen varer længe nok, så er der også sunde virksomheder, der må dreje nøgle om. Ændrer situationen sig ikke til det bedre, og der begynder at komme penge i kassen, så er det livstruende for alle virksomheder. Også de allersundeste. Derfor har vi også brug for, at regeringen hjælper denne branche.

- Der er brug for lederskab i disse tider, og der er brug for anstændig opførsel fra alle i branchen. Vi prøver at gøre tingene ordentligt og fair, vi er i tæt dialog med alle, vi arbejder sammen med. For når lokummet brænder, så hjælper man hinanden.

Hos Minimum kæmper de i disse tider alt, hvad de har lært, og håndklædet kommer ikke til at lande i ringen.

- Tingene bliver anderledes i tiden efter Corona-virus, og vi kikker allerede nu på, hvordan Minimum skal se ud til den tid, så vi kommer ud på den anden side i stærkest mulig form, men det er hårde tider.  

Frem for alt har Steen Engelbrecht ét ønske over alle andre. Så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt, så skal regeringen fjerne foden fra slangen med ilt, der i øjeblikket mangler i branchen.

- Hold lukket så længe, det virkelig er nødvendigt, men heller ikke én dag længere. 

"