Menu

Mode- og tekstilbranchen tiltrækker ny interesse fra investorer

Branchens virksomheder tiltrækker stadig interesse fra kapitalstærke investorer. Senest har mpDenmark og Konges Sløjd fået investeringer, der skal bidrage til at fortsætte den positive udvikling.

Foto: mp Woman, som er en del af mpDenmark, der netop har fået nye investorer.
Foto: mp Woman, som er en del af mpDenmark, der netop har fået nye investorer.

21. juni 2022 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Mandag udsendte livsstilsvirksomheden Konges Sløjd en pressemeddelelse om, at man kunne byde den britiske kapitalfond 3i velkommen i ejerkredsen som majoritetsejer, mens virksomhedens grundlægger Emile Konge fortsætter i spidsen for virksomheden, hvor hun også fortsat vil være medejer sammen med bestyrelse og ledelse.

”Jeg er meget begejstret for at blive partner med 3i, da jeg er overbevist om, at de anerkender og værdsætter den sande ånd i Konges Sløjd, og har de rette værdier, det rigtige team, værktøjskassen og engagementet til at støtte os på vores globale rejse. Vi bliver i stand til at fastholde vores unikke værdier, brand og designtilgang, mens vi samtidig kan nå endnu flere familier verden over,” siger Emilie Konge.

Hun startede virksomheden i en kælder på Vesterbro for blot otte år siden, og siden da er virksomheden, som har specialiseret i børnetøj, -tilbehør, boligtilbehør til børn og legetøj, vokset med stormskridt. Det har medført tocifrede millionoverskud i de forgangne regnskabsår, og Konges Sløjd sælges i dag i mere end 1.000 butikker i over 50 lande. Den flotte udvikling har da også imponeret 3i:

”Det er unikt at se et ungt consumer brand med så stærkt et produktsortiment og så stor traction på tværs af så mange lande, som tilfældet er med Konges Sløjd. Brandet har exceptionelt høj kundeinvolvering såvel som en effektiv og skalerbar go to consumer-tilgang baseret på sociale medier. Vi ser frem til at arbejde med Emilie og hendes team i de næste faser af virksomhedens internationale vækst på tværs af Europa, Asien og USA,” siger Boris Kawohl, Partner i 3i, om handlen.

Emilie Konge og resten af ”Konges Sløjd-familien” fortsætter, og selskabet vil fortsat være uafhængigt oplyser man i en pressemeddelelse.

Specialiseret tekstilvirksomhed vil fortsætte udviklingen med nye investorer

Også på den anden side af Storebælt er der netop kommet nye investorer i spil hos en af branchens virksomheder. Hos mpDenmark i Herning kunne man i slutningen af sidste uge offentliggøre, at den jyske kapitalfond Vækst-Invest II indtræder som majoritetsaktionær i den 85 år gamle specialiserede tekstilvirksomhed. Vækst-Invest II har sammen med de tre medinvestorer Safo-Invest, Poul Sand og Per Schak Andreasen købt 70% af aktierne i mpDenmark, som står bag de fire brands mpKids, mpWoman, SneakyFox og Melton. Den nye investorgruppe skal bidrage til at videreudvikle virksomheden og sikre den fremtidige vækst.

Adm. direktør Morten Bundgaard fortsætter som medejer sammen med den øvrige ledelse, og han glæder sig over perspektiverne i samarbejdet med de nye investorer.

”Vi har været på en fantastisk rejse sammen med holdet af dygtige og engagerede medarbejdere, der alle brænder for at lave markedets bedste produkter. Virksomheden har et rigtig stærkt fundament, og vi ser frem til sammen med Vækst-Invest at videreudvikle vores produktprogram til glæde for alle vores kunder i både Danmark og udlandet. Vi valgte at indgå et samarbejde med Vækst-Invest, da vi oplevede et særdeles godt match i både de bærende værdier, gensidigt ambitionsniveau og positiv kemi med afsæt i godt købmandskab,” siger han.

Vækst-Invest ser frem til at sikre den fortsatte positive udvikling, som mpDenmark er inde i, samt bidrage med deres erfaring indenfor salg i udlandet og fokus på vækst på både top- og bundlinje.

”Morten, Hans-Henrik (direktør Hans-Henrik Olsen, red.) og teamet i mpDenmark har siden 2013 formået at skabe en fokuseret og kvalitetsbevidst spiller inden for virksomhedens produktområder. En styrkelse af eksportmarkederne i Nordeuropa har været og er en væsentlig del af selskabets udvikling. Vi glæder os til at bistå dem med at fortsætte den flotte udvikling,” fortæller Jeppe Hoff Nyby, partner i Vækst-Invest II.

Han suppleres af Per Schak Andreasen, som bliver nye bestyrelsesformand og medejer:

”mpDenmark er et godt eksempel på en veldrevet og solid virksomhed, som med produkter af høj kvalitet har et godt potentiale for videre vækst. Det vil kræve flere kræfter i organisationen, og jeg ser frem til sammen med ledelsen at udvikle organisationen i mpDenmark.”

mpDenmark har egen produktion i Letland og arbejder kontinuerligt på at optimere bæredygtigheden i deres egen produktion, samt at forbedre deres produkter gennem grønne initiativer. Virksomheden har en målsætning om at have en CO2-neutral produktion inden 2030, hvor man allerede i dag har sikret, at ingen fossile brændstoffer benyttes til opvarmning af fabrikken. I 2021 investerede man i et stort solcelleanlæng, som allerede nu har betydet en reducering af CO2-udledningen med mere end 100 tons årligt.

Langtfra første gang investorer viser interesse i branchen

Konges Sløjd og mp Denmark bliver dermed de seneste navne på listen over mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheder, som tiltrækker sig interesse fra danske eller internationale investorer. Sidste år solgte Les Deux en stor del af virksomheden til det svenske investeringsselskab Rökö, mens Trendhim året forinden fik den svenske kapitalfond Priveq i ejerkredsen. Kapitalfondenes interesse i modebranchen er langt fra ny, tænk bare på L Cattertons investering i Ganni, tyske Findos’ majoritetsejerskab af Mos Mosh og NN07, som først solgte majoriteten til Fidelio og sidenhen til ligeledes svenske Litorina.

Tidligere har der dog været eksempler på fejlslagne investeringer fra kapitalfonde, men langt størstedelen af de samarbejder, vi har set i nyere tid, har været med til at accelerere den positive udvikling i virksomhederne.  Det er ingen tilfældighed, hvis man spørger DM&T’s adm. direktør Thomas Klausen, som har fulgt med i den stigende investorinteresse i branchen gennem årene:

”I mine øjne er både branchens virksomheder og kapitalfondene blevet endnu bedre til at gøre deres forarbejde. Vi ser en stor respekt fra kapitalfondenes side, og derfor kommer de i de fleste tilfælde med et ønske om at fastholde de kompetencer, der har bygget virksomheden op. På den måde er der et stærkt fundament, hvor man fastholder knowhow og brandets DNA, mens kapitalfondene kommer med masser af erfaring og ressourcer, der kan være med til at skalere forretningen. Det har også spillet en positiv rolle i den danske branches samlede udvikling,” siger han.
"