Menu

Molo bliver GOTS-certificeret

Som et led i Molos vision om at blive fuldstændig bæredygtig, har det danske børnetøjsmærke netop opnået den eftertragtede GOTS-certificering på en lang række produkter. De første GOTS-certificerede produkter er allerede landet i butikkerne, og ambitionerne for fremtidens bæredygtige udvikling er høje.

03. juli 2019

Det danske børnetøjsmærke Molo, der var ét af de første børnetøjsmærker i verden til at producere PFC-frit overtøj, har netop løftet sløret for brandets seneste bæredygtige initiativ – nemlig, at de har fået en lang række produkter GOTS-certificeret. GOTS er en internationalt anerkendt mærkningsordning, der har til formål at fremme produktionen af økologiske fibre ligesom, at mærket blandt andet er en garanti for, at ingen skadelige kemikalier indgår i produktionen eller i det færdige produkt. En stor del af Molos produkter er allerede Oeko-tex-certificerede, og GOTS-certificeringen er dermed det næste skridt på vejen mod Molos vision om at være fuldstændig bæredygtig.

”Jeg er meget begejstret og tilfreds med den store indsats, som hele mit team har udført for at gøre Molo mere bæredygtig de seneste år. Molo var blandt de første internationale børnemærker med en PFC-fri overtøjskollektion, som blev fulgt op af Oeko-tex-certificerede produkter. Efter alle disse præstationer er kronen på værket, at Molo nu bliver GOTS-certificeret. GOTS er en standard, der sætter strenge krav fra råmaterialerne, gennem miljømæssige og socialt ansvarlig produktion til selve pakningen af varerne – GOTS giver dermed en troværdig forsikring til slutbrugeren, som garanterer, at du køber det mest miljøvenlige og kemifri tøj til dine børn,” siger Molos CEO, Mogens Jepsen, og fortsætter:

”Vi føler en forpligtelse, da det drejer sig om vores børns fremtid, og vi ønsker at levere et produkt til slutbrugerne, der bidrager til en bæredygtig livsstil.”

Allerede fra den kommende spring-summerkollektion vil Molo tilbyde op mod 400 GOTS-certificerede produkter, der dermed vil udgøre 60% af kollektionens bomuldsprodukter. De resterende bomuldsprodukter vil, som minimum, være produceret efter Oeko-tex standarden, der sikrer at slutproduktet ikke indeholder nogen former for skadelige kemikalier.

"