Menu

Ny hjemmeside skal hjælpe danskere med at undgå kopivarer

Handlen med kopivarer er steget i takt med den stigende internethandel. Derfor lancerer 12 myndigheder nu en ny hjemmeside med gode råd til forbrugere, som gør det lettere at styre uden om kopivarer og ulovlig streaming af film og musik.

Flere og flere pakker, der lander hjemme hos forbrugerne indeholder kopivarer. Foto: Markus Spiske on Unsplash
Flere og flere pakker, der lander hjemme hos forbrugerne indeholder kopivarer. Foto: Markus Spiske on Unsplash

22. januar 2019

Januarudsalget er i fuld gang, og mange danskere sidder klar foran skærmen for at gøre et godt køb. Men man skal se sig godt for, da tilbuddet kan være for godt til at være sandt. Hvad der lignede et godt køb kan vise sig at være kopivarer, som ofte er af dårlig kvalitet eller kan være direkte sundhedsskadelige.

Den problematik har fået en række danske myndigheder til at lancere en hjemmeside, der hjælper forbrugerne med at styre udenom kopivarer. Hjemmesiden www.jegvælgerægte.dk, giver forbrugere gode råd til at undgå kopivarer og anbefalinger til, hvad de kan gøre, hvis de alligevel har fået købt en kopivare.

”Kopivarer er desværre et problem, som danskerne i stigende grad skal forholde sig til i takt med, at de handler mere og mere på nettet. Mange svindlere er blevet rigtigt dygtige, og det kan være svært altid at vide, om de varer, man køber på nettet, er ægte. Derfor ønsker myndighederne at klæde forbrugerne så godt på som muligt, så de lettere kan navigere uden om kopivarer, der ofte er farlige og i værste fald direkte skadelige for helbredet,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen.

Ikke længere udelukkende luksus-kopier

Nye tal fra EUIPO og OECD viser, at 6 ud af 10 af toldmyndighedernes tilbageholdelser af kopivarer er småforsendelser sendt med post eller kurer. Småforsendelser vil typisk være pakker sendt til den enkelte forbruger med varer, som er handlet på internettet. Småforsendelserne med kopivarer indeholder især små forbrugsvarer som tøj og sko, kosmetik, elektronik, legetøj, solbriller, ure, håndtasker og smykker. Hvor det engang mest var luksusprodukter, der blev kopieret, ses der i dag kopier af stort set alle typer af varer – også dagligdagsprodukter.

EUIPO og OECD har estimeret, at handlen med ulovlige kopivarer udgør 2,5 % af verdenshandlen, hvilket svarer omkring 3.000 milliarder kroner. Desuden estimerer de, at op til 5 % af importen til EU er kopivarer.

Beklædning er den næstmest kopierede varegruppe, og udregninger fra EUIPO viser, at danske virksomheder årligt lider salgstab på 2,6 mia. kr. i denne varegruppe alene. Derfor støtter Dansk Mode & Textil også indsatsen mod piratkopierne.

Der er mange flere gode råd til både forbrugere og virksomheder på jegvælgerægte.dk. Hjemmesiden afløser den udtjente side stoppiratkopiering.dk

Fakta om jegvælgerægte.dk

Myndighedsnetværket bag hjemmesiden består af: Patent- og Varemærkestyrelsen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Toldstyrelsen, Kulturministeriet, Rigspolitiet, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen/ Forbruger Europa, Erhvervsstyrelsen, Eksportrådet og Landbrugsstyrelsen.

Patent- og Varemærkestyrelsen har, som sekretariat for myndighedsnetværket, stået i spidsen for udviklingen af den nye hjemmeside www.jegvælgerægte.dk.

Hjemmesiden er finansieret af EUIPO.

"