Menu

Halvåret er gjort op: Så meget faldt salget af tekstil og beklædning

Både eksporten og det hjemlige engrossalg er faldet betragteligt i årets første seks måneder, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der er interessante forskelle mellem tekstil og beklædning, men fællesnævneren er, at det gik bedre en oprindeligt frygtet.

17. september 2020 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Danmarks Statistik har netop opgjort de danske firmaers køb og salg i første halvår af det coronaramte 2020. Der er løbende kommet tal for detailhandlen og eksporten, men det er første gang, vi nu får en indikator af, hvor hårdt engroshandlen og de producerende virksomheder er påvirket.

Tøjbutikkerne har været hårdt ramt, og her er salget faldet 25 % i første halvår sammenlignet med samme periode i 2019, hvilket ikke er overraskende, da mange butikker har været lukket helt i en kortere eller længere periode i foråret.

Engroshandlen med tekstiler er samlet faldet 11 %, og det er især eksporten, der trækker ned. Eksporten falder 18 %, mens den danske engroshandel med tekstiler faktisk steg 1 % i løbet af årets første seks måneder.

Engroshandlen med beklædning faldt samlet 16 % i første halvår, og her bidrog både eksport (-15 %) og det hjemlige salg (-17 %) til nedgangen.  

”Vi har imødeset de nye tal, fordi vi indtil nu udelukkende har baseret vores estimater og forventninger på de tal, vi har fået fra vores medlemmer. Og der været meget store forskelle i de tal. Men nu kan vi se, at der er sket en markant nedgang i salget, og at det både er eksporten og det hjemlige salg, der lider, og det på nogenlunde samme niveau,” siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i DM&T. med en eksportgrad et godt stykke over 60 %, skeler han og DM&T særligt til, hvordan udviklingen er i udlandet. Og der er fortsat udfordringer, lyder det fra Michael Hillmose:

”Det er fortsat meget svært at komme ud og vise sine produkter i udlandet. Derfor er man nødt til i højere grad at bero på agenter og distributører, ligesom mange også tager digitale løsninger i brug. Der er fortsat mange usikkerhedselementer, som gør det svært at spå om, hvordan eksporten udvikler sig. Derfor er det også vigtigt, at de anbefalinger genstartsteamet for mode og tekstil har præsenteret, bliver en realitet, da det vil styrke mulighederne for at få eksporten tilbage på sporet.”

Det er også blevet vanskeligere at spå om udviklingen i det hjemlige salg. Ovenpå modeugen i august meldte flere om et fornuftigt salg, men med de stigende smittetal i Danmark, kan der følge større usikkerheder selvom dette fortsat er for tidligt at spå om.

Virksomheder inden for fremstilling af tekstiler oplevede et fald på 8 %, mens fremstilling af beklædning dykkede 14 %.

Trods talrige udfordringer er der alligevel positive aspekter, understreger Michael Hillmose:

”Da vi spurgte vores medlemmer i marts, frygtede de en nedgang i omsætningen på 30 %, men vi har heldigvis set en gradvis bedring, hvilket de nye tal også bekræfter. Det er positivt, at branchens virksomheder har været i stand til at omstille sig til en ny virkelighed, og det giver også forhåbninger om, at branchen kan komme tilbage til tidligere tiders niveau, selvom konsekvenserne af covid-19 vil række langt ind i fremtiden.

 Salg i alt (mio. kr.)  1. halvår 2019  1. halvår 2020  Ændring 2019-2020
 Fremstilling af tekstiler  2.543  2.339  -8%
 Fremstilling af beklædning 1.046  896 -14%
 Engroshandel med tekstiler 3.067  2.732  -11%
 Engroshandel med beklædning  18.451  15.590  -16%
 Tøjbutikker  9.498  7.131  -25%
Kilde: Danmarks Statistik
"