Menu

Soulland gør comeback under modeugen med første kvindekollektion

Når danske Soulland gør sin genindtræden under Copenhagen Fashion Week, bliver det for første gang med en kollektion til kvinder på catwalken. Soulland har i den forbindelse udpeget Mathilde Maalouf som ny Design Director of Womenswear, der skal være med til at sikre brandets DNA og vision.

06. august 2019

Onsdag d. 7. august kl. 16 danner Frederiksberg rammen for Soullands første show i fem år under den danske modeuge. Udover at være et glædeligt gensyn på showkalenderen vil Soullands SS20 show for første gang byde på en kollektion målrettet kvinder.

“Siden vi startede Soulland, har womenswear været på tale. Vi har altid haft kvindelige kunder, i alle aldre, der har købt fra vores kollektioner. Vi ved, at efterspørgslen er der. Tiden er nu kommet til, at vi lancerer vores første kollektion, da vi har et stærkt team med de rette kompetencer og ambitioner til at løfte opgaven,” fortæller Soullands CEO og medstifter, Jacob Kampp Berliner, om tilføjelsen af womenswear.

Med offentliggørelsen af den nye womenswear-kollektion kommer ligeledes nyheden om ansættelsen af Mathilde Maalouf som Design Director of Womenswear. Mathilde Maalouf er uddannet fra Designskolen Kolding og har efterfølgende slået sine designfolder hos både internationale og danske brands som COS, Bruuns Bazaar og Wood Wood.

”Det, der driver mig, er den kreative frihed, når jeg designer. Soulland var et perfekt match for mig, da deres æstetik er baseret på nysgerrighed og åbenhed. Jeg er beæret over at blive inviteret ind i deres univers og at være med til at forme deres næste kapitel,” fortæller Mathilde Maalouf om den nye rolle som Design Director of Womenswear.

Bæredygtighed i fokus og tydelige referencer til Soullands DNA

Mathilde Maaloufs første kollektion for Soulland vil have et feminint udtryk, men med tydelige referencer til herremoden. Derudover vil bæredygtighed også blive et retningsgivende element for kvindekollektion, hvilket allerede er gældende for de nuværende herrekollektioner.

”Vi vil gerne adressere globale sociale og miljømæssige udfordringer. At promovere bæredygtighed skal ikke blot være en del af vores diskurs som brand, men også noget, som vi konstant tænker ind i vores design- og produktionsprocesser,” fortæller Mathilde Maalouf om brandets bæredygtige visioner.

Silas Adler, Creative Director og medstifter af Soulland, fortæller begejstret om det nye samarbejde, der markerer begyndelsen på en rejse mod at definere kvindemode indenfor Soullands veletablerede design-DNA:

”Jeg har fulgt Mathildes arbejde i mange år, og jeg har altid beundret hendes proces og energi. At Mathilde træder til som Design Director og lancerer vores kvindekollektion er en velsignelse. Hun har givet brandet og kollektionen både tidløshed og nye dimensioner”.

 

Mathilde Maalouf. Foto: Nikolaj Møller

"