Siden 2012 har Freya Dalsjø designet tøj til kvinder i eget navn. Hun har været en del af Copenhagen Fashion Weeks showscene flere gange, har deltaget i en række nationale og internationale designkonkurrencer og vundet international hæder. Nu hædres hun af Statens Kunstfond, som har tildelt designeren et treårigt arbejdslegat inden for kunsthåndværk og design.
Og hun får pæne ord med på vejen. I begrundelsen lyder det blandt andet således:
”Mødet mellem konstruktion og dekonstruktion understreger den fine dobbelthed i Dalsjøs univers, hvor hun altid stiller spørgsmål og debatterer over emnerne funktionalitet og diversitet. Hun er ikke bange for at sparke til konventionerne og minder os dermed om, hvad beklædningsdesign også kan - altid med det sublime håndværk intakt. Freya Dalsjøs design vil os noget, bevæger os og afspejler samfundet omkring os.”
Freya Dalsjø er på alle måder en designer med noget på hjerte. Hun udforsker beklædning og kropslighed, og er ikke bange for at inkludere tunge tabuer i skabelsesprocessen. Temaer som skam, kultur, krop og køn har og er alle en del af Freya Dalsjøs virke som designer. Og hun vil benytte arbejdslegatet til at arbejde videre i de retning.
”Det er en stor ære at modtage denne anerkendelse. Jeg er dybt taknemmelig for at få støtte til at fordybe mig i at skabe meningsfyldte, nyskabende og modige designs, der aktivt bidrager til videreudviklingen af beklædningshåndværket,” siger Freya Dalsjø.
Statens Kunstfonds arbejdslegat er kun to gang tidligere blevet tildelt en designer. Det skete, da Henrik Vibskov modtog det i 2012 og Jan Machenhauer i 2016.
Tekstilkunster Isabel Berglund er ligeledes blevet tildelt Statens Kunstfonds arbejdslegat. Begge modtager kr. 855.000 fordelt over tre år.