Menu

To tyske herrebrands vil indtage det danske marked

To tyske herrebrands Lerros og New In Town drøner frem på det nordeuropæiske marked. De oplever succes i lande som Holland, Belgien og Schweiz og er nu klar til at træde ind på det danske marked med et prisbevidst koncept, der skal ramme bredt.

De tyske herrebrands Lerros og New in Town gør sit indtog på det danske marked.
De tyske herrebrands Lerros og New in Town gør sit indtog på det danske marked.

22. februar 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Mange kender det nok. Det der med at vente med at købe en jakke i håb om, at den kommer på tilbud i næste måned. Butikkerne kaster om sig med så mange tilbud, at de traditionelle udsalgsperioder udviskes, og forbrugerne bliver immune.  Det mener de ambitiøse herrer bag de tyske herrebrands Lerros og New in Town, der nu ser deres snit til at træde ind på det danske marked.

De oplever, at forbrugerne er mere prisbevidste end førhen og derfor søger mere ærlighed i de produkter, de køber:

”Som forbrugere er vi begyndt at forvente og kræve, at prisen er sat ud fra, hvad varen er værd. Det er en ærlighed, som vi er kigger efter, og den synes jeg, man finder hos Lerros og New In Town. Det er kvalitetsprodukter med fine detaljer, som man ikke har set sammenligneligt med andre på markedet i forhold til den oplevede kvalitet og de fair priser,” siger Carsten Beese, salgsansvarlig for Lerros og New in Town, og fortsætter:

”Derfor vil vi have en chance på det danske og skandinaviske marked.”

En ’no nonsense-filosofi’
Lerros blev etableret i 1979 og har udviklet sig fra at være et skjortemærke til at kunne tilbyde et fuldendt look til mænd. Det bliver i dag forhandlet på 30 forskellige markeder. New In Town har eksisteret siden 2017 og er kun i gang med sin anden sæson. Ifølge den internationale direktør bag begge brands, Christian Funck, har det nye brand taget fart og er allerede positioneret i Tyskland, Schweiz, Holland og Belgien.

”Vi er meget glade for tiden. Vi udvider, og vores tal ser fornuftige ud,” siger han og understreger, at de netop har landet en aftale med den største butikskæde i Italien.

Ifølge herrerne selv er de overbevist om, at deres succes skyldes, at de har fundet et hul i markedet, som ingen andre har fundet. De arbejder ud fra en ’no nonsense-filosofi’, hvor de finder det vigtigt, at forbrugeren kan få kvalitet og fit til fair priser. For dem skal det være et ærligt koncept, der har potentiale til at ramme bredt på grund af det demokratiske prisniveau.

”Vi mener, at det er en af de måder, du kan samarbejde med forbrugeren på uden at kaste tilbud i hovedet på dem hele tiden. Det er essensen af vores kommercielle potentiale at henvende os til den moderne mand, der gerne vil være velklædt uden at skulle betale overpris for det,” siger Carsten Beese.

Danmark er det næste oplagte skridt
Hvor Lerros er mere sporty og maskulint, mener teamet bag de to brands, at de med New in Town har ramt ned i noget, der passer godt til det skandinaviske marked og den tidsånd, som eksisterer i dag:

”Med tidsånd mener jeg ikke bare trends inden for beklædning. Jeg tænker også på almenheden, altså fitness, sundhed og økologi. Den forbruger, vi henvender os til – den moderne mand – er bevidst om de her ting. Og det stemmer overens med det danske mindset,” siger Carsten Beese og understreger, at økologisk bomuld er højt prioriteret i New in Town-kollektionerne.

Danmark og resten af det skandinaviske marked er derfor et oplagt skridt for dem at tage for at udvide den internationale handel.  De ambitiøse herrer bag begge brands oplever desuden, at det danske marked er et godt sted at få testet nogle ting af:

”Jeg synes, at vi i Danmark altid har været gode til at se og spore fornuften. Førhen har store superbrands ikke været så fremtrædende i Danmark – det er de nu - men vi ser også et marked, der er blevet mere mangfoldigt, og derfor tror jeg også, at ens viden om, hvad man vil have, er mere fremtræden. Der eksisterer en speciel bevidsthed i Skandinavien,” siger Carsten Beese.

Har aftaler i hus
65 procent af New in Town-kollektionerne bliver produceret i Tyrkiet, hvor der sidder gode kontakter, som kan holde priserne på et minimum. For der er hersker ingen tvivl om, at det for eksempel koster lidt ekstra at arbejde med økologisk bomuld:

”Men det er det værd, når folk holder vores T-shirts i hånden og mærker kvalitetsstoffet. Og så bliver de ofte forbløffet, når de ser, at den ikke koster mere end 249 kroner,” siger Carsten Beese.

Efter nogle gode messedage i Bella Center kan herrerne da også bekræfte, at flere danske indkøbere allerede har fået øjnene op for New in Town og Lerros:

”Indtil videre går det godt med at komme ind på det danske marked. Selvom det her er vores første virkelige sæson, hvor vi har haft mulighed for at forberede kunderne på vores eksistens på markedet, har vi allerede fået aftaler i hus med nogle gode forhandlere,” siger Carsten Beese og pointerer, at der er flere aftaler på vej.  

Selve modervirksomheden, Lerros, har høje ambitioner for de nye New in Town-kollektioner og har derfor investeret i et permanent showroom i Bella Center. Her har de mulighed for at udstille året rundt, hvilket også er et signal til markedet om, at de mener det her alvorligt. Selv har de ingen ambition om at åbne egne butikker, men alt fra multibrand-butikker og større tøjkæder til uafhængige mindre butikker har interesse. For dem er det blot vigtigt, at tøjet sælges de steder, hvor den moderne mand shopper. 

Christian Funck fortæller, at de blev inviteret af CIFF allerede sidste år, hvor et showroom stod klar, og blot efter tre uger rykkede de ind med begge herrebrands:

”Vi tænkte, at tiden var kommet. Vi føler, at det skandinaviske marked er klar til os,” siger han og bekræfter, at CIFF i den grad har levet op til deres forventninger. 
"