Menu

Tøjbutikker i digitalt samarbejde med dansk tech-virksomhed

Den danske virksomhed Zliide introducerer en intelligent alarmbrik, som erstatter den traditionelle alarmbrik og giver forbrugerne mulighed for selvbetjening i butikkerne. Tre danske butikker har allerede implementeret systemet.

Capstore på Fisketorvet i København har allerede implemerentet Zliides intelligente alarmbrik og app. Foto: PR
Capstore på Fisketorvet i København har allerede implemerentet Zliides intelligente alarmbrik og app. Foto: PR

14. marts 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Måske kender du følelsen af en uendelig ventetid ved kassen. Parkeringen er udløbet, og du skal bare lige have en enkelt t-shirt. Den fornemmelse kan snart være fortid, hvis det står til den danske virksomhed Zliide. De har nu lancerer deres app-betjente betalingssystem, der fungerer som et supplerende værktøj til både forbrugeren og de ansattes daglige gang i butikken, hvor forbrugeren nu selv kan bestemme, om humøret er til personlig service. 

”Vi ser, at nutidens forbrugere med rekordfart adopterer nye teknologier, der på en eller anden vis forbedrer deres oplevelse i forskellige brancher – og når man kan være herre over sin egen købsrejse i Føtex, Coop og McDonalds, forventer forbrugerne, at de har samme muligheder alle andre steder. Vores mål er at give nye oplevelser til både de forbrugere, der ønsker at klare det hele selv, samt de, der forventer god, personlig service,” siger Morten Møgelmose, adm. direktør i Zliide.

Med den nye teknologi åbner sig nye muligheder for de butiksansatte. De får frigjort tid til at yde ekstra personlig service til de besøgende, der ønsker assistance. Det bidrager ifølge Zliide til en bedre oplevelse for alle kundetyper. 

Zliide har blandt andet testet systemet i MESSAGE-butikken på Strøget i København, hvor over 1.500 besøgende kunder afprøvede systemet i løbet af to måneder, og i perioder foregik over 30% af salget gennem Zliide’s app.

Tre danske butikker implementerer Zliide

Med en onlinehandel i udvikling og en forbrugerskare, der forventer mere af de fysiske butikker, håber Zliide, at den intelligente alarmbrik kan være en af de løsninger, der for alvor slår igennem og sætter barren for, hvordan den fysiske tøjhandel opfattes i fremtiden. De første tre butikker tilbyder derfor nu deres kunder at betale med Zliide. 

Teeshoppen i Aalborg var den første butik til at implementere systemet. Indehaver Benjamin Phillip har en ambition om, at butikken skal være fuldstændig uden ekspedienter. Det skal skabe fornemmelsen af en udvidet, personlig garderobe, som står åben 24 timer i døgnet, så man nemt kan købe en ny t-shirt eller skjorte. Den butikstype er ifølge Benjamin Phillip skalerbar, og kan være udgangspunkt for yderligere udvidelse på det danske marked. Hvis alt går efter planen, vil Teeshoppen have tre personaleløse butikker i Danmark inden årets udgang. 

CapStore.dk tilbyder ligeledes deres kunder at betale med Zliide i deres butik på Fisketorvet, og bliver dermed den første butik i København til at tilbyde en løsning med 100% selvbetjent betaling.Her er Zliide med til at understøtte Capstores omnichannel-strategi, således at butikken fungerer som en fysisk udvidelse af webshoppen. Dermed kan forbrugerne nu sidde hjemme i sofaen og købe de ting, de måske ikke fik med hjem fra butikken i første omgang, og få varerne leveret lige til døren – alt sammen gennem samme app. 

Senest har Streetammo introduceret det nye system i deres butik i Aalborg. Streetammo er forhandler af streetwear og skateboardingprodukter, og henvender sig til den yngre, digitalt indfødte befolkningsgruppe, og ser derfor frem til at kunne tilbyde deres kunder en ny, digital oplevelse, når de besøger butikken på Boulevarden i Aalborg. 

Ifølge Zliide er der allerede stor interesse fra flere store koncerner, og målsætningen er at samarbejde med over 20 butikker landet over inden årets udgang.

Sådan virker den intelligente alarmbrik

Det nye ”Zliide-tag” er en digital videreudvikling på den velkendte, klassiske alarmbrik. Kunden i en butik forbinder til Zliide-tagget med sin egen telefon, hvorefter billeder, størrelse og pris m.m. vises på kundens Zliide-app. Kunden betaler for produktet gennem app’en, hvorefter Zliide-tagget automatisk frigøres og kan tages af produktet med et enkelt tryk. Kunden kan shoppe videre eller forlade butikken uden kontakt med ekspedienterne helt uden at spilde tid i kø ved kassen. Kunden modtager efterfølgende en digital kvittering på sin telefon. 

Zliide-tagget fungerer samtidig som en mini-sensor, som opsamler en lang række data om kundens adfærd og interaktion med de enkelte produkter i butikkerne. Det giver detailbutikkerne det samme datagrundlag, som onlinebutikkerne er født med. Butikken vil kunne se præcis hvilke produkter, der er interesse for, hvilke der bliver medbragt i prøverummene, hvilken målgruppe, der oftest besøger butikken, hvordan varebeholdning udvikler sig i realtid og andre logistiske features.
"