Foto:
Anders Hedegaard Petersen, ny adm. dir. hos GabrielFortsat fremgang for Gabriel
Gabriel fortsætter, hvor det sidste regnskabsår sluttede: Med fremgang. I 1. kvartal steg omsætningen næsten 15% til 62,5 mio. kr., mens tidligere rationaliseringer udmøntede sig i flerdobling af de opnåede resultater.
Dermed fik Aalborg-virksomhedens nye adm. direktør Anders Hedegaard Petersen den bedst tænkelige start som ansvarlig for kvartalsrapporteringen til Fondsbørsen. Han overtog chefjobbet ved årsskiftet efter Jørgen Kjær Jacobsen, der i dag er bestyrelsesformand.
Rettelig dækker 1. kvartal Kjær Jacobsens sidste embedsperiode, oktober-december 2010, der gav en stigning i ebit-resultatet fra 0,8 mio. kr. til 4,5 mio. kr., en vækst i resultatet før skat fra 1,6 mio. kr. til 5,7 mio. kr. og endelig i periodens resultat efter skat fra 1,4 mio. kr. til 4,5 mio. kr.
I perioden steg eksportomsætningen hele 16% til 57 mio. kr. og en eksportandel på 92%.
Uændret forventning for 2011
Væksten får dog ikke ledelsen til at ændre på de ved årsafslutningen udmeldte forventninger for 2010-11 om en stigning i omsætningen på 5-10% og en forbedret indtjening.
Gabriel havde en nettoomsætning i 09/10-regnskabet på 220 mio. kr. og et resultat efter skat på 10,2 mio. kr.
Det er ikke mindst Gabriels udflytning af farveridelen fra Aalborg til Litauen, som har gavnet indtjeningen ved at konvertere personaleomkostninger til eksternt lønarbejde. Gabriel ejer 40% af Sandye UAB, der bidrog positivt til kvartalsresultatet med 1 mio. kr.
Læs også Gabriel først med C2C-certificering