Siden 1895 har Dansk Mode & Textil hver dag fokuseret på at levere værdi til den danske mode- og tekstilbranche.

Dansk Mode & Textil er hele branchens organisation siden 1895. Vi rådgiver, samler og styrker branchen.

Nyhed17.01.12
Foto: Den "streetede" kunstart yarn bombing prydede i sidste uge Formlandmessen. 160.000 meter garn beklædte således skraldespande, gelændere, cykler og biler til glæde og inspiration for messens gæster (foto: MCH)

God messe trods besøgssvind

Livstilsmessen Formland lukkede søndag efter besøg af knap 11.000 fagfolk, der kom for at lægge ordrer og lade sig inspirere af nyheder og designs inden for boligindretning og personlig mode. Det er 2900 færre besøgende end sidste år. Alligevel udtrykker udstillere tilfredshed med resultatet fra messen.

”Vi har haft en god messe med nye kunder fra både Danmark og udlandet,” siger Heidi Bornø, sælger i tøjvirksomheden Uno Danmark. Hun måtte på messen skrive nye navne fra både Holland, Island og England ind i kundekartoteket.

Uno Danmark havde Spring12-kollektionen med sig på standen – dametøj i naturmaterialer som hør og uld og i livlige farver, som tiltrækker især de udenlandske kunder, fortæller Heidi Bornø.

Standen giver reklameværdi
”Vi får en god portion reklame ud af at være med. For eksempel får mange folk fra konceptbutikker øje på vores ting på standen og bliver begejstrede over det danske design,” forklarer hun.

Også sengetøjsproducenten Nordisk Tekstil vender tilbage til hjembyen Odense med mundvigende opad.

Kim Olsen, som er sælger i virksomheden passede standen alle fire dage sammen med to kolleger, mens andre kolleger holdt stand-åbent på tekstilmessen Heimtextil i Tyskland, som er sammenfaldende med Formland.

Første ordrer i hus
”Taget i betragtning, hvordan verden ser ud i øjeblikket, er vi ganske godt tilfredse med, hvad vi fik ud af messen,” siger han.

Godt nok fik ikke alle kunder fuldendt ordrerne på grund af det tidlige tidpunkt for messens afvikling, men mange kunder lagde de første ordrer på Formland, fortæller Kim Olsen, der nu planlægger opfølgende besøg hos kunderne for at tage tråden op fra messens ordrer.

Udstillere og besøgende i tal
På Formlands forårsudgave udstillede i år 352 virksomheder mod 471 sidste år (og 593 i august). De knap 11.000 besøgende repræsenterede denne gang ca. 4.000 butikker mod 4.900 sidste år (og 5.200 i august). Messeledelsen forklarede i sidste uge til Herning Folkeblad nedgangen i udstillertallet med blandt andet afsmitning fra den finansielle krise.

Læs også
Internationalt interiørmøde i Herning