Siden 1895 har Dansk Mode & Textil hver dag fokuseret på at levere værdi til den danske mode- og tekstilbranche.

Dansk Mode & Textil er hele branchens organisation siden 1895. Vi rådgiver, samler og styrker branchen.

Nyhed20.01.12
Foto: Modekoncernen IC Companys nedjusterer forventningerne for tredje gang på 6 mdr. Hvis markedsvilkårene yderligere forværres frygter ledelsen et tocifret millionunderskud.

ICC nedjusterer - igen

Halvvejs gennem regnskabsåret 2011-12 må IC Companys-koncernens ledelse endnu en gang sande, at forudsigelserne for året ikke holder. Manglende sne og kulde og en forværret økonomiske krise har hæmmet købelysten, lyder forklaringen. Derfor skruer koncernen nu forventningerne yderligere 200 mio. kr. ned.

Ledelsen forventede ved regnskabsårets start i juli 2011, at omsætningen for året ville lande på 4,3-4,4 mia. kr. Det beløb har siden været justeret ned ad flere omgange, og forventningerne sænkes nu efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde til 3,7-3,8 mia. kr. i omsætning for hele året 2011-12.

Nedjusteringen skal ses på baggrund af blandt andet et styrtdyk i første halvårs driftsresultat fra 265 mio. kr. til 146 mio. kr. efter afholdelse af forventede engangsomkostninger på 23 mio. kr. Et resultat ledelsen ikke overraskende er misfornøjede med.

Utilfreds ledelse
”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er utilfredse med resultatet, og vi har arbejdet til det yderste på at tilpasse koncernen til de vanskelige markedsforhold med faldende forbrugertillid og købelyst. Derfor forventer vi en stærkere udvikling for koncernen fremadrettet. Til trods for de svære tider er der stadig brands, hvor vi skaber vækst og resultatfremgang, ligesom vi i andre brands forbedrer indtjeningen, selvom omsætningen ikke vokser,” udtaler koncernchef Niels Mikkelsen.

Årets andet kvartal har efter ledelsens vurdering lidt under en forværring af den økonomiske krise og et usædvanligt varmt vintervejr.

Lavere omsætning på alle brands
Det har tilsammen betydet en lavere detailomsætning på samtlige koncernens brands og svigtende salg af eksempelvis varmt overtøj. Derudover har en generelt dalende købelyst øget konkurrencen og dermed antallet af priskampagner.

Nedjusteringen er koncernens tredje i regnskabsårets første halvdel. De tidligere sænkninger af forventningerne, i henholdsvis august og november, havde ifølge ledelsen baggrund i problemer med leverandørkapaciteten, øgede transportomkostninger og råvarepriser, varmt efterårsvejr og gældskrisen i Sydeuropa.

Muligt millionunderskud
Ledelsen forventer, at ”de svære markedsvilkår vil fortsætte gennem resten af regnskabsåret” og at både omsætning og bruttoavance derfor vil være ”under et betydeligt pres”.

Med de nuværende markedsvilkår forventer ledelsen, at resultatet af primær drift i andet halvår af 2011-12 forbliver i plus. Men "hvis markedsvilkårene forværres, kan et to-cifret millionunderskud for 2. halvår 2011/12 ikke udelukkes," hedder det i en meddelelse fra koncernens ledelse.

Læs også
ICC sænker forventningerne til 11/12
ICC nedjusterer 11/12-vækst