”Vi har fået nyt kontonummer,” lød det for nylig i en mail til en af DM&Ts medlemsvirksomheder fra virksomhedens leverandør gennem 7 år. Da medlemmet indbetalte pengene til det ny kontonummer, gik beløbet dog lukt ned i foret på en svindler …
Medlemmet havde gennem mere end 7 år haft et tæt samarbejde med en leverandør fra Østen og altid modtaget mail fra leverandøren fra den samme mailkonto.
Da virksomheden i slutningen af december skulle overføre betaling til leverandøren for en ordre, modtog den kort forinden en mail med besked om, at leverandøren havde skiftet bankkonto og, at betalingen derfor skulle ske til en ny konto.
Sædvanlig mailadresse
Mailen var sendt fra leverandørens sædvanlige mailadresse, og da det ofte sker, at en leverandør skifter bankkonto, studsede medlemsvirksomheden ikke over det og indbetalte det aftalte beløb til den nye konto.
Leverandøren modtog imidlertid ikke pengene og oplyste efterfølgende, at han ikke havde skiftet konto og heller ikke havde sendt medlemsvirksomheden en mail med nye kontoinformationer.
Leverandørens mail-konto var blevet hacket og svindelmailen sendt fra leverandørens mail uden hans vidende.
Tvivlsomt om pengene kan spores
14 dage senere modtog medlemsvirksomheden endnu en mail med oplysninger om, at leverandøren endnu en gang havde fået ny konto. Denne gang dog uden at den danske virksomhed hoppede på limpinden.
Svindelnummeret er nu politianmeldt og både medlemsvirksomhedens pengeinstitut og den udenlandske leverandør er i gang med at undersøge mulighederne for at hente pengene hjem igen. Den daglige leder af medlemsvirksomheden anser det dog for ”særdeles tvivlsomt, om bagmændene kan identificeres og beløbet nogensinde lokaliseres.”
Den uheldige virksomhed har selv henvendt sig til DM&T for at dele sin historie i håbet om at, eksemplet kan redde andre virksomheder fra at gå i samme fælde. Virksomheden ønsker at være anonym, men kendes af redaktionen.