
Hammer Tæpper blødgør Anders Foghs arbejdsdag
Anders Fogh Rasmussen behøver ikke at føle sig alene i sit 80 kvm. store generalsekretær-kontor hos Nato.
Her i det nye hovedkvarter i udkanten af Bruxelles er den tidligere statsminister omgivet af dansk design som stole af Arne Jacobsen og blødt specialdesignet Nato-blå gulvbelægning fra Hammer Tæpper.
”Vi er naturligvis stolte over, at det er Hammer Tæpper, der vandt ordren”, erklærer salgs- og marketingdirektør René Dupont (foto) og forklarer: ”Den store udfordring var, at vi skulle levere på knap 3 uger fra indfarvning af ulden over produktion af det specialdesignede tæppe til en afsluttende bagsidebelægning af en tilsvarende specialudviklet laminering af filt, som øger komforten”.
For René Dupont er Nato-ordren et udtryk for tæppefabrikkens spændvidde: ”Fra de 80 kvm. til Anders Fogh Rasmussen til 60.000 kvm. til verdens største krydstogtskib, ”Oasis of the Seas”.
Nato-ordren landede hos Hammer Tæpper via den danske arkitekt Lars Gitz, der har haft opgaven med at indrette generalsekretærens kontor i skandinavisk stil.