En række forandringer vil præge messelandskabet op mod næste sæson. København, Oslo og Stockholm rykker frem. Jam lukker i Tyskland. Antwerpen får sin egen messe, og CPD hedder ikke længere CPD, men Signatures...
Copenhagen Fashion Week gennemføres i 2011 i uge 5. Det betyder, at Oslo og Stockholm tilsvarende rykker én uge frem, til uge 6.
Masse-messe-sammenstød
De nye terminer giver trængsel i porten. Messedagene i København, 3.-6. februar, er nøjagtigt sammenfaldende med brugskunstmessen Formland i Herning og til dels med CPD i Düsseldorf, 6.-8. februar.
For CPD bliver messen endnu en styrkeprøve på at vinde fodfæste. Tidligere blev herrerne forment adgang for at give et klart damemode signal. Til februar hedder messen "Signatures" i endnu et forsøg på at stramme konceptet. CPD nedtones, men "er med vilje bibeholdt i navnet på det nye format, fordi mange brands omkring Düsseldorf stadig bruger CPD i annonceringen", forklarer messechef Philipp Kronen.
Om det nye koncept siger han, at "we are creating something new set to convince the sector".
Jam lukker
Efter en noget omtumlet tilværelse i ikke færre end 4 byer siden starten i 2007 lukker jeansmessen Jam endegyldigt. Den blev til i München for at udfylde hullet, da Bread & Butter drog til Barcelona. Trods 100 udstillere denne sommer vil arrangøren, Munich Fabric-messen, fremover koncentrere sig om stofmessen.
Til gengæld kan Belgien imødese en ny messe i Antwerpen - i øvrigt også sammenfaldende med København den 6.-7. februar. Gallery 2020 kalder messen sig. Udstillerlisten er endnu ikke klar, men blandt 30-40 forespørgsler på udstillermateriale oplistes bl.a. Designers Remix, Bjørn Borg, Guess og M by Michael Kors.
En anden ny messe havde sin spæde start i Istanbul i slutningen af august. Her havde arrangøren bag CPD og CPM i Moskva, Igedo, taget initiativ til bogstavmessen CPI. 150 udstillere tiltrak besøgende fra 20 lande, fortæller Igedo uden at oplyse besøgstal.
Messe for tekstilteknik
Også på den tekstiltekniske side sker der nyt på messefronten. Texprocess er navnet på det samarbejde mellem Techtextil, Material Vision og Messe Frankfurt, som i dagene 24.-27. maj 2011 regner med at kunne præsentere det nyeste inden for IT, produktionsmaskiner og -udstyr til broderi, syprocesser og færdigbehandling.
Texprocess gennemføres sideløbende med Techtextil og Material Vision, som ved sin forrige visning i 2009 havde 2.000 udstillere og satte besøgsrekord med 24.000 gæster.