Siden 1895 har Dansk Mode & Textil hver dag fokuseret på at levere værdi til den danske mode- og tekstilbranche.

Dansk Mode & Textil er hele branchens organisation siden 1895. Vi rådgiver, samler og styrker branchen.

CSR30.01.12
Code of Conduct - Fair Fashion bred

Code of Conduct - FairFashion

Dansk Mode & Textils code of conduct er skræddersyet til mode- og tekstilbranchen. Den bygger på Global Compacts 10 principper men omfatter yderligere 3 principper. Coden har været i høring hos DM&Ts medlemmer og desuden været til gennemsyn i FNs Global Compact-kontor i New York, som har bistået med råd og vejledning. Flere auditeringsvirksomheder har ligeledes bidraget med værdifulde kommentarer. Download coden her.

I 2008 tiltrådte Dansk Mode & Textil FNs initiativ for virksomheders samfundsmæssige ansvar; Global Compact. Global Compact er udover at være universelt accepteret samtidig referencerammen for Regeringens indsats på området for CSR.

I udarbejdelsen af DM&Ts code of conduct har det været tilsigtet, at skabe et dokument, der kan anvendes som det er, eller tilpasses den konkrete brug. Det står medlemmer af Dansk Mode & Textil frit at anvende coden, der således stilles til rådighed som anvendelse og/ eller inspiration i forbindelse med eventuel revidering af en egen code of conduct.

Ledelsesværktøj
Formålet har været at skabe en code of conduct, der bygger på en kendt referenceramme, og som anses for at være godt dækkende uden nødvendigvis at være udtømmende.

Virksomheden bør efter evne bestræbe sig på at foretage en evaluering og kontrol af sine leverandører gerne med en code of conduct som reference herfor. Således bliver code of conducten et samarbejds- og ledelsesværktøj, der anvendt aktivt skal søge at bringe leverandørens virksomhed på rette spor og sikre en stadig bedre CSR-kurs.

Samarbejde er nødvendigt
Det er vigtigt at huske, at en code of conduct underskrevet af en leverandør ikke er ensbetydende med en garanti for leverandørens faktuelle overholdelse heraf.

Når man vil sikre, at forholdene er i orden eller stedse forbedres, er det nødvendigt at samarbejde med leverandøren sideløbende med, at virksomheden selv og eventuelt en tredjepart løbende kontroller/ auditerer leverandøren.

Det er ikke muligt fuldstændigt at sikre og kontrollere en produktion, der finder sted på den anden side af jordkloden under et andets lands retsregler og dette lands regeringers og myndigheders ansvar. Men én ting er sikkert – viden om utilbørlige forhold kræver en positiv indsats til imødegåelse heraf.

Bidrage med løsninger
Årsagerne til en leverandørs manglende overholdelse af en code of conduct kan være, at leverandøren ikke deler opfattelsen, at det er væsentligt at overholde aftalen. Det kan være ønsket om at spare penge, da CSR kan ses som en udgift, at leverandøren ikke kan overskue arbejdet hermed eller blot begrundes i kulturelle forskelle og et andet syn på CSR.

En leverandør kan også finde, at visse punkter i en code of conduct er særligt svære at håndtere. Det er virksomhedens opgave at bistå med løsninger til eller afklaring herpå – eventuelt med en uvildig tredjeparts rådgivning.

Skridt for skridt
Konfrontationen med en leverandørs manglende overholdelse af en code of conduct eller lignende giver ofte anledning til overvejelser over, hvorvidt et samarbejde kan fortsættes. Man kunne fristes til en cut-and-run løsning, hvor samarbejdet øjeblikkeligt afbrydes som straf.

Global Compact-ånden er imidlertid at, man i hvert fald i første omgang skal søge at arbejde mod bedre vilkår og at man dermed også må acceptere, at der findes leverandører, der skal hjælpes aktivt på vej skridt for skridt.

Benægter en leverandør imidlertid behovet for en konstruktiv tilgang til CSR og/ eller udviser leverandøren manglende vilje til at forbedre påpegede problematikker, da kan udgangen være at afbryde samarbejdet.

Kontrol via ekstern auditør
Ud over virksomhedens egen løbende besigtigelse af forholdene hos de enkelte leverandører - i den udstrækning det overhovedet er muligt - vil også, eller alternativt, auditering ved en uvildig tredjepart (eksempelvis SGS m.fl.) være at anbefale.

En uvildig tredjepart vil ofte udarbejde en rapport med forslag til indsatsområder og vil desuden kunne yde konkret, erfaringsbaseret rådgivning om håndteringen af de enkelte områder.

Dansk Mode & Textil bistår gerne med sparring og kontakt til CSR-eksperter m.v.

CSR udvikler sig og er i det hele en dynamisk proces. Det samme er tilfældet med Dansk Mode & Textils code of conduct, der løbende kan tilpasses i takt med, at det måtte blive fundet fordelagtigt.

Download FairFashion Code of Conduct her
FairFashionCodeofConduct.doc  
FairFashionCodeofConduct_til brug for tilretning.doc