Portræt: Feinschmeckere i print og passion

Scan HTP lever af at fremstille printede tekstiler til alt mellem himmel og jord. Og så er de i vækst, selvom størstedelen af produktionen ligger i Silkeborg fremfor Kina.

23.11.2015

Af Anders Skou Kristiansen, ask@dmogt.dk

- Hvis alle kunne gøre det, var det jo ikke sjovt. Vel?

Ordene falder i det lille mødelokale i Silkeborgs industrikvarter, og kvinden bag ordene er Camilla Puggaard Holst, Scan HTP’s operational manager.

Hun og de seks kolleger udgør rygraden i det eneste firma i Danmark, der lever af at printe industrielle tekstiler. Netop det, at det ikke er sjovt at gøre noget, alle kan gøre, kommer til udtryk i virksomheds tilgang til deres arbejde.

Firmaet tager ejerskab for det, de laver. Kunden skal være så tilfreds, at han kommer tilbage næste gang, han skal have noget printet på tekstil. Godt illustreret ved en ordre, der netop er tikket ind i mailboksen, forklarer Bjarne Møller Poulsen, der er managing director.

- Tidligere i dag fik vi en ordre fra en kunde, der skulle bruge bannere på 50 gange 140 centimeter. Da vi gik i gang med forarbejdet, kunne vi hurtigt se, at vi stod med et problem, hvis vi lavede bannerne som beskrevet. De ville blive for små efter en vask. Havde kunden sendt ordren til en kinesisk producent, havde de lavet bannerne i præcis den størrelse, han bad om. At de så ikke ville passe, når kunden fik dem, kan kineserne være ligeglade med. De gjorde, som de fik besked på.

Det ville aldrig ske hos Scan HTP, forsikrer han. For selvom maskineriet, stort set, kan køre af sig selv, så er det ikke maskineriet, virksomheden lever af. Det er de ansatte.

- Vi fik tilpasset bannerne, så de havde den rigtige størrelse efter vask. Sådan en episode illustrerer meget godt, hvorfor vi er så gode til det, vi gør. Vi tænker selv, videreudvikler og bruger erfaringer og ekspertise med og på vores kunder. Det er knowhow, vi lever af – ikke maskiner, siger Bjarne Møller Poulsen.

Års erfaring fra trykkeri-branchen
Scan HTP blev født i 2009, da Knud Villefrance Rasmussen, realiserede sin drøm om egen trykkerivirksomhed.

Inden da havde han i mange år været udviklingschef hos Dansk Transfertryk, men var langt fra færdig med at sætte sit aftryk på branchen. Men noget skulle dog gøres anderledes i hans egen virksomhed.

- Knud havde i lang tid gået og barslet med at tage traditionelt tryk og overføre det til digitalt print med en industriel tankegang. Da Dansk Transfertryk gik konkurs, kunne han ikke lægge tankerne fra sig, selvom han allerede dengang nærmede sig pensionsalderen, siger Camilla Puggaard Holst.

Herefter fulgte år med en mere besværlig tilværelse, end firmaet ønskede. Firmaet havde en overgang kontor i Silkeborg, mens to produktionsfaciliteter, hvor man lejede sig ind, var placeret i Viborg.

- Det gav alt for meget kørsel. Så i 2013 lagde vi produktion og administration sammen i Silkeborg. Det har gavnet arbejdet, og det er meget nemmere at sparre med kunderne, når designer og produktion er det samme sted, siger Camilla Puggaard Holst.

Customized tekstiltryk
Men hvad laver de egentlig helt præcist hos Scan HTP?

Bjarne Møller Poulsen forklarer gerne:

- Vi laver digitalt printede tekstiler. Med digitalt menes der, at vores designer, Lena, lægger en fil ind i vores printer. Først printer vi på papir, da man kan printe langt mere præcist på det end direkte på stoffet. Papir er stivere end stof, der hurtigt kan rykke sig, forklarer han.

Netop stoffet skal ikke rykke sig, helst ikke engang en millimeter. Scan HTP har nemlig strenge krav til sig selv, for de vil levere det bedste – hver gang.

- Når vi så har det præcise tryk på papiret, kan vi køre det igennem en anden maskine, der så overfører trykket fra papiret til stoffet. Lidt ligesom hvis man stryger noget på et stykke tøj med et almindeligt strygejern. Der skal høj varme og tryk til. Det lyder enkelt, men det er utrolig svært. Ellers var der nok flere, der gjorde det, siger Bjarne Møller Poulsen, og forklarer, at tempoet spiller en stor rolle for Silkeborg-virksomheden.

- Fordelene ved os er leveringstiden, knowhow og det faktum, at vi godt kan levere de fem meter, din virksomhed har brug for. Vi er ikke som de kinesiske eller tyrkiske printere, og hos os kan du godt få nogle få meter af det print, du har brug for. Vi har ikke nogen minimumskrav, og du kan få det præcis, som du vil have det indenfor en overskuelig tidshorisont, siger Bjarne Møller Poulsen.

SCAN HTP

Undertøj, biler og medicinalindustrien
Fire overordnede kategorier er interessante for Scan HTP.

Det drejer sig om mode og tøj, som for virksomhedens vedkommende primært er bade- og undertøj, da de nærmest udelukkende printer på polyester.

- Som du kan se, laver vi blandt andet tekstilerne til undertøj, og en af vores styrker er, at det er svært at se, at undertøjet er sammensat af tre forskellige stoftyper, forklarer Bjarne Møller Poulsen og nikker mod en mannequindukke iført undertøj i turkis med paisley-print i pink.

Udover printede tekstiler til mode og tøj er Scan HTP også delleverandører til blandt andet bil- og medicinalindustrien, som tydeligt viser sig, da Camilla Puggaard Holst og Bjarne Møller Poulsen viser rundt i fabrikshallen. Her fremviser de et stykke stof, der vil være at finde på det amerikanske marked, hvor det ledsager en blodtryksmåler.

- Her er præcisionen netop vigtig. Det er illustrationen til, hvordan apparatet skal se ud, så den skal være nøjagtig. Fejl på over én millimeter tolereres ikke, siger de, mens de holder et stykke stof op på 60 gange 15 centimeter og forklarer, at der måles på diagonalen.

Af andre projekter med Scan HTP-deltagelse nævnes både stof til Volvo-autostole og speedbådsdækkener til Helly Hansen.

Sverige elsker deres gardiner
Volvo og Helly Hansen er store firmaer, men det er langt fra det største marked, Scan HTP har travlt med at indprente sig på.

-Vores største marked er ”home textiles”.  I øjeblikket laver vi rigtig meget til Sverige, hvor vi producerer gardiner til. Svenskerne er vilde med gardiner og har forskellige slags, der passer til de forskellige årstider. Dem laver vi en del af. Desuden er vi især stærke på kontraktmarkedet, altså offentlige byggerier som hospitaler, skoler og så videre, hvor vores flammehæmmende gardiner hænger, forklarer Bjarne Møller Poulsen.

I øjeblikket er Scan HTP også i gang med et projekt, som skal komme patienterne på de danske sygehuse til gode.

- Som det er nu, så sender sygehuse, skadestuer og lignende al deres sengelinned til vask på dampvaskerierne. Vi er sammen med en kunde ved at udvikle print på en dyne, hvor man sender hele dynen til vask. Det kan lade sig gøre, fordi dynens yderstof er printet i et anti-bakterielt materiale, forklarer Camilla Puggaard Holst og Bjarne Møller Poulsen.

Vil egentlig helst producere i Danmark – men…
For virksomheden er det et bevidst valg, at deres produktion ligger i Danmark i en tid, hvor det mere er reglen end undtagelsen, at meget bliver outsourcet.

- Det giver os den fleksibilitet, vi har brug for. Da en kunde ringede fra Paris’ modeuge og manglede noget stof til sit show, kunne vi træde til hurtigt, da hans første leverandør havde haft problemer med at levere. Vi fik hurtigt printet det, han ønskede, og fragtet til Paris. Det kunne på ingen måde lade sig gøre, hvis vi kun havde produktion i Kina, forklarer Bjarne Møller Poulsen.

Fleksibilitet er derfor et nøgleord for Silkeborg-virksomheden. Fra tid til anden må de sætte en samarbejdspartner i Kina i gang med at printe store projekter, da kineserne har en helt anden kapacitet.

- For at bevare vores fleksibilitet er vi nødt til at have en kinesisk samarbejdspartner. Ellers har vi ikke den fleksibilitet, der gør, at vi kan skubbe en ordre foran i køen, hvis det er nødvendigt. Men det kommer, når vi inden for en overskuelig fremtid kan udvide kapaciteten, mener Camilla Puggaard Holst.

Intet lager – intet problem
Tendensen i de danske butikker er i øjeblikket, at man ønsker så korte leveringstider som overhovedet muligt, da man på den måde kan eliminere den største lagerbeholdning. Det kan de godt mærke hos Scan HTP, fortæller Camilla Puggaard Holst.

- Det er absolut en fordel for os, at tøjproducenterne har så små lagre i øjeblikket. Vi kan hurtigt producere det printede stof, så tøjproducenterne kan sælge flere styk af det item, der nu hitter. Samtidig betyder det, at vi kan producere i en lille mængde sammenlignet med Kina, Tyrkiet eller andre steder, at designerne godt kan tage styles med i kollektionen, som de måske er lidt i tvivl om rent kommercielt.

- Det betyder ikke så meget, når man som virksomhed kan nøjes med at lave få eksemplarer af lige præcis den style. Og viser det sig så, at den sælger bedre end forventet, kan vi hurtigt lave nyt stof. På den måde opnår de en stor fordel, siger hun.

Ifølge Camilla Puggaard Holst kan tøjproducenterne have stoffet til den udsolgte vare på under 14 dage. Tilmed til en fair pris.

- Vi lover, at stoffet er klar på under 14 dage. Så må vi rokere lidt rundt og få det til at fungere. Jeg vil faktisk vove at påstå, at vi er billigere end Kina, hvis vi taler under 1000 meter printet stof, lyder det.    

Du kan spise vores printerpapir
Miljøbevidsthed og bæredygtighed betyder meget for Scan HTP, der arbejder hårdt for at være på forkant med forskellige miljøkrav.

- Alle vores farver er OEKO-TEX-certificerede, og vi går meget op i vores miljørigtighed. Vi har intet spildevand, og du kan faktisk spise vores printerpapir, siger Camilla Puggaard Holst.

Økonomien spiller også en vigtig rolle for Scan HTP, når det drejer som om miljøet.

- Vi vil være eksperterne på vores område. Så vi går ikke på kompromis med miljøet eller noget andet. Vi ved godt, vi ikke kan konkurrere med udlandet på prisen, men det er der i vores øjne heller ingen vindere ved. Kun to tabere, siger Camilla Puggaard Holst.

Virksomhed i vækst
Printeren kører i døgndrift, og skulle man stadig være i tvivl, siger Bjarne Møller Poulsen det gerne højt:

- Vi har travlt. Men det er kun godt, og det er i høj grad vores egen ”skyld”, siger han.

Med egen skyld mener han, at Scan HTP først for nylig er begyndt med opsøgende salg.

- Vi har ikke gjort det før nu, fordi vi ikke har haft tiden. De eksisterende kunder skal komme i første række. Nu er vi så blevet ramt af en ”ketchupeffekt”, så nu vælter det ind. Det er kun dejligt, for vi vil gerne vokse, og gør det faktisk allerede. Nu har vi kontrol på det hele, vi kan udvikle os og tage flere kunder ind. Men vi skal være opmærksomme på ikke at vride for meget ud af potentialet. I øjeblikket har vi styr på tingene og kan opretholde det serviceniveau, kunderne ønsker, og vi forlanger af os selv.

Væksten er der altså, men er der også plads til, at virksomheden kan vækste i de nuværende rammer?

- Så skal vi nok lige have naboen ud, griner Camilla Puggaard Holst, inden hun fortsætter:

- Om to år ser vi os selv være vokset. Vi har udvidet med endnu flere maskiner, så vi kan i mødekomme diverse ønsker fra vores kunder.

Bjarne Møller Poulsen er enig, men slår fast, at Scan HTP ikke skal vokse for enhver pris.

- Vi er en nicheproducent. Vi vil altid vægte kvalitet frem for kvantitet, og kan vi undgå det skal vi ingen investorer have ind. Vi ønsker ikke at gå på kompromis med vores produkter, og vores selvstændighed betyder meget for os. Også så meget, at vi hellere vækster det langsommere. Hellere det end en investor, der kun kigger på bundlinjen og afkastet, siger han.

Alligevel står døren på klem for en eventuel investor.

- Investorer, der deler vores idealer, er velkomne. Vi vil lave de fede projekter, der gør det sjovt at gå på arbejde. Ingen kan trykke bedre end os, og det er dét, vi selv er forelskede i ved vores produkter. Det skal kunderne kunne mærke, selvom vi vokser, lyder det passioneret fra Camilla Puggaard Holst.

Folk skal ikke blive hængende til klokken 19
Passionen fylder meget i det lille firma.

Men Scan HTP ved godt, at passion ikke altid er nok. De erkender også, at der er visse ulemper ved at være en lille og sammentømret flok, der brænder for deres arbejde og arbejdsplads.

- Vi er sårbare personalemæssigt. Derfor bliver alle procedurer noteret i en manual, så alt, hvad der kan skrives ned, bliver skrevet ned. Det er bare ikke alt, der kan skrives ned, og derfor er vi udfordrede på at finde det rigtige match, når vi i fremtiden gerne vil udvide, siger Camilla Puggaard Holst.

De få hænder kan hurtigt få tankerne til at gå på, om de ansatte så arbejder i døgndrift. Det afviser både Bjarne Møller Poulsen og Camilla Puggaard Holst dog.

- Vi er meget passionerede, men vi arbejder altså ikke 80 timer om ugen. Vi arbejder koncentreret og forsøger at prioritere opgaverne. I det hele taget er vi ret disciplineret omkring vores arbejde.

- Vi går meget op i, at medarbejderne er hele mennesker. Det er fantastisk at have kolleger, der brænder for arbejdet, ligesom vi selv gør. Men når alt kommer til alt er det jo bare et arbejde, slutter Camilla Puggaard Holst.