Foto: Becksöndergaard

Becksöndergaard tilbage på sporet

Efter en tilbagegang i 2014 er Becksöndergaard tilbage på vækstsporet. I 2015 mere end fordoblede selskabet bundlinjen.

28.04.2016

Becksöndergaard ApS kom for alvor tilbage på sporet i 2015, efter at det foregående år havde medført en tilbagegang. Der er således vækst over hele linjen for accessory-virksomheden, som er grundlagt af Anna Søndergaard og Lis Beck i 2004. Bruttofortjenesten hæves fra 20,8 mio. kr. i 2014 til 30 mio. kr. i 2015, mens driftsresultatet hæves fra 6,5 mio. kr. til 13,5 mio. kr. Den markante fremgang kan også aflæses på bundlinjen, hvor Becksöndergaard kommer ud med et overskud på 9,9 mio. kr. mod 4,5 mio. året forinden. Et resultat som ledelsen betegner som tilfredsstillende.

Becksöndergaard har i løbet af året øget medarbejderantallet, som i 2015 var 26, og virksomheden forventer at forbedre resultatet i 2016.

Becksöndergaard har løbende udvidet produktsortimentet, og således tæller det i dag ikke bare tørklæder, punge og tasker men også kimonoer, badetøj og regntøj for blot at nævne en lille del af sortimentet. I 2015 præsenterede Becksöndergaard blandt andet en række af deres produkter med ikoniske motiver og grafik fra Coca Colas omfattende arkiv. Det samarbejde blev lanceret i den ikoniske pariserbutik Colette og solgt i udvalgte butikker verden over.

Becksöndergaard har i løbet af de første måneder af 2016 åbnet en pop up-shop i Københavns Lufthavn. Og den skal ses som starten på et nyt eventyr, da man som et led i den nye strategi satser på flere egne butikker. I forbindelse med pop up-shoppen sagde grundlægger Anna Søndergaard:

- Pop-up-shoppen i Københavns Lufthavn er første skridt på vejen mod at prøve kræfter med egne butikker, og det har været fantastisk sjovt at udvikle konceptet. Det er lidt som at få lov til at vise omverdenen en bid af vores showroom og det univers, som hver dag danner rammen om Becksöndergaard-teamets arbejde.

 Direktionen i Becksöndergaard, som har hjemme i København, består af Lars Henrik Andresen og Anna Søndergaard.

Læs også
Becksöndergaard åbner nyt shopping-univers
Becksöndergaard x Coca-Cola