Foto: Résumé

Résumé satser stort fra starten

To søstre vil med womenswear-brandet Résumé indtage modebranchen med et brag og satser ambitiøst fra starten.

23.11.2016

Af Simon Hansen, sh@dmogt.dk

Mange modevirksomheder starter i det små og bygger langsomt op. Nogle brands venter flere sæsoner med at ansætte sælgere og agenter, ligesom det heller ikke er hverdagskost, at nye modevirksomheder etableres som aktieselskaber. Søstrene Emma Lohmann og Anne Louise Faurholt har dog valgt en anden tilgang. De har etableret brandet Résumé, og der bliver ikke lagt skjul på, at de har ambitionerne med i arbejdet.

- Vi satser stort. Hvis det ikke lykkes, skal vi kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi har gjort alt, hvad vi kunne, siger Anne Louise Faurholt, som efter ni år hos Minimum har sagt sit job som Design Manager op for at prøve evnerne af i eget regi. Hun suppleres af Emma Lohmann:

- Vi er ikke en kældervirksomhed.  Vi vælger at køre med fuldt setup fra start, da det sender nogle signaler til omverdenen. Det vidner om stabilitet og seriøsitet.

Emma Lohmann har blandt andet arbejdet for kommunikationsbureaet inq og senest som brand manager for skobrande Notabene. Hun har dog aldrig været i tvivl om, at hun skulle gå den selvstændige vej, og da moden altid har været begge søstres passion, formåede Emma at overbevise søsteren Anne Louise om, at de skulle starte brandet sammen, selvom Anne Louise aldrig havde haft den lyst tidligere. Da idéen først havde slået rod i begge søstres sind, var der ingen tvivl, og i august startede processen med at stable Résumé på benene. (Artiklen fortsætter under billedet)




Søstrene Anne Louise Faurholt (tv) og Emma Lohmann (th).

Fokus på organisk vækst
Nu er den første kollektion klar til at blive præsenteret, når Copenhagen Fashion Week finder sted i februar.

 - Vi ansætter en sælger, som er klar fra vores første kollektion, ligesom vi også har en norsk agent fra start. Vi har fået en rigtig god agent, som tror meget på brandet og som har de rette kontakter. Måske får vi ansat en svensk agent, men det skal være den rigtige, siger Emma Lohmann.

Résumé satser i første ombæring skandinavisk, og i første ombæring handler det især om at positionere sig i Danmark. Men begge grundlæggere understreger, at det er et internationalt brand, som på sigt skal ud i verden.

- Vi skal have genereret noget omsætning fra start, og der nytter det ikke noget, hvis der er for stor spredning rent markedsmæssigt. Vi skal kunne finde ud af de nære markeder, før vi kaster os ud det internationale salg. Vi er nødt til at have en organisk proces, så vi kan følge med, forklarer Anne Louise Faurholt.

Résumé satser benhårdt på online-salg, og derfor er de klar med både en B2C shop samt en B2B løsning, der skal gøre det lettere for butikkerne at købe ind uanset om det er fra de to store eller fire mindre årlige kollektioner. Heller ikke når det gælder online-salg er der skruet ned for ambitionerne hos de to søstre

Investor med brancheerfaring giver ekstra dimension
I fremtiden planlægger Résumé også at etablere egne butikker, men begge grundlæggere fortæller, at det endnu er alt for tidligt at sætte en tidshorisont på.

Modebranchen og tøj er langt fra fremmed for de to søstre. De kommer ud af en midtjysk tekstilfamilie igennem flere generationer, og er nærmest født med en stofrulle under armen. Derfor har de også et solidt indblik i branchen og et veludviklet netværk. Det netværk er blevet yderligere udbygget, da Résumé har en tredje partner, nemlig den tidligere ejer af Soulmate Claus Bucka, som også ejer en andel af det relativt nystartede brand AMOV. Og han er den helt rette partner, hvis man spørger de to søstre, som hver især ejer en tredjedel af virksomheden, mens Claus Bucka ejer den sidste tredjedel.

- Vi er så glade for, at det lige præcis er Claus, vi har som partner. Han er en stor hjælp med sin erfaring og helt nede på jorden. Og så kan han alt det, som vi måske ikke er så stærke i forklarer Emma Lohmann, som dog understreger, at Claus Bucka ikke vil være en del af driften, men at han udelukkende fungerer som sparringspartner, som kommer med gode råd.

- Generelt er Claus god til at sørge for, at vi holder fokus og til at give os tryghed og bekræftelse i de valg, vi træffer. Samtidig giver det også et ekstra element af ansvarsfølelse, at vi har ham med om bord. Han er den sidste person i verden, vi vil skuffe, fortæller Anne Louise.

Vil vise 360 graders billede af brandet
I det daglige er arbejde rollefordelingen klar.  Anne Louise har det primære ansvar for design, indkøb og produktudvikling, mens Emma især koncentrerer sig om at sikre brandets identitet og markedsføringsmæssige tiltag og PR. De to søstre beskriver sig selv som meget forskellige, og at de derfor supplerer hinanden godt. Samtidig er de grundlæggende værdier dog de samme.  

- Vi har begge en høj arbejdsmoral og er meget strukturerede, ligesom vi prioriterer ærlighed i dialogen. På de punkter er vi meget ens, siger Emma, som får et samtykkende nik med fra Anne Louise. 

Derudover fortæller de også, at aldersforskellen, Emma er 23 og Anne Louise 31, bidrager med en god dynamik.

Også dialogen med forbrugerne skal være ærlig. Derfor tør de også bryde konventioner og gå andre veje.  

- Vi kommer til at udnytte vores netværk, og derfor vil man også se en række ”almindelige kvinder” som ambassadører for Résumé. Vi lægger vægt på troværdigheden, og derfor vælger vi opinionsledere i vores nære relationer til at repræsentere brandet, fortæller Emma Lohmann og forklarer, at de også gerne vil tage forbrugerne med bag scenen. De skal ganske enkelt være en del af Résumés univers.

Allerede nu er Résumé klar til at lancere brandet på sociale medier, hvor især Instagram kommer til at spille en fremtrædende rolle. Brandet satser kraftigt på de sociale medier, for det er vigtigt for at skabe et 360 graders billede af brandet.

- Historiefortællingen er vigtig for os. Vi har bygget en del af kommunikationen op om det faktum, at vi er søstre og den dobbelthed, der ligger i det. Det er også derfor vi har valgt navnet Résumé, forklarer Anne Louise Faurholt. Og begge søstre glæder sig til at introducere brandet for resten af verden.

Vil skabe Københavns sjoveste arbejdsplads
- Vi er ydmyge og også lidt nervøse. Nu er det jo snart ude i offentligheden, og vi har allerede lagt så mange kræfter i det, at vi ikke kan undgå lidt sommerfugle i maven, siger Anne Louise Faurholt.

Inden Résumé præsenterer kollektionen i messesammenhæng, skal de lige have et nyt kontor på plads og overstå en flytning, men det bekymrer ikke de ambitiøse søstre.

- Det skal vi nok få styr på. Vi har så stor opbakning fra både venner og familie, som gerne vil hjælpe. Vi glæder os til at skabe Københavns sjoveste arbejdsplads, og det skal være et sted, man har lyst til at komme forbi en fredag eftermiddag, siger Anne Louise Faurholt.

De to søstre er altså fast besluttede på at få succes med Résumé, og de virker svære at ryste. Men er der slet ikke noget, de har måttet give afkald på?

- Det er klart, at vi har været nødt til at lægge vores vaner og hidtidige livsstil om. Men når man brænder så meget for noget, som vi gør for Résumé, er det det hele værd. Og vi har da også fundet plads til at forkæle os selv med en fortjent ferie. Der var ikke råd til en tur til Mauritius, men vi fandt ud af, at et mini cruise til Oslo kan være mindst lige så dejligt. Vi er generelt gode til at få meget ud af lidt, afslutter Emma Lohmann.

Résumé lancerer deres HS17 kollektion ved navn KIN samt deres AW17 kollektion kaldet LEAFS på CIFF den 1-3 februar 2017.