BOSSWIK lancerer eksklusivt bæltebrand

Heireth bliver navnet på det nye brand, som med håndlavede bælter henvender sig til et luksusorienteret segment.

06.07.2017

Af Cathrine Bangild, cb@dmogt.dk

Det går godt hos BOSSWIK med base i Tommerup på Fyn. I 2016 producerede virksomheden næsten 200.000 bælter, og det stiller krav til effektiviteten, når omsætningen stiger med 28 procent.

Og netop behovet for effektivitet kan stille sig  i vejen for det, som fynboerne ellers gerne vil fokusere på: Passionen for håndværket.

Derfor lancerer BOSSWIK nu brandet Heireth, som for alvor skal vise kærligheden til håndværket.

”Vi har lavet bælter i en del år, og de har altid været i høj kvalitet, men det har henvendt sig til et bredere segment, og har derfor også krævet en vis effektivitet i produktionen. Med Heireth får vi et brand, som vi virkelig kan kaste al vores kærlighed i. Hvor håndværket er i fokus, og det har været en drøm for os”, siger marketings- og kommunikationskoordinator i BOSSWIK Kristian Bøgh.

Bælterne kommer i tre kollektioner og henvender sig til et luksusorienteret segment. Ifølge Kristian Bøgh er det et meget snævert segment, og forventningerne til det nye brand kommer da også til at ligge herefter.

”Det er et begrænset marked, som der heller ikke er voldsomt mange forhandlere til, så vi er også klar over, at vi ikke kommer til at sælge i store mængder, men for os drejer det sig også mere om, at vi kan lave noget, vi er stolte af”, siger Kristian Bøgh.

BOSSWIK kan i gennemsnit producere omkring 15 bælter per arbejder på en time, men i Heireth tager det to timer at lave et enkelt bælte, da den håndlavede proces kan have op til 60 arbejdsgange, mens de normale bælter kun har 15.

Indtil videre henvender Heireth sig kun til mænd, men Kristian Bøgh vil ikke afvise, at der også kan komme luksusbælter til kvinder.

”Efter vores erfaringer går kvinder i luksussegmentet ikke nødvendigvis efter de samme typer varer, som mænd gør. Mændene går typisk efter det klassiske, og det vil Heireth-bælterne appellere til, mens kvinder kan have helt andre præferencer”, siger Kristian Bøgh.

Bælterne vil være tilgængelige hos en lille håndfuld forhandlere i starten af september, men kan allerede bestilles på Heireths hjemmeside nu.