Liv, handel og Københavner-oplevelse på Revolver

Revolver forventer, at der kommer masser af liv og handel på messen, hvor de sætter fokus på at give indkøbere den fulde ’Københavner-oplevelse’.

08.08.2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Dansk Mode & Textil har taget en snak med Frederik Hansson, Press & Marketing Director i Revolver, om, hvad man skal forvente af messen, der åbner onsdag den 9. august:

Hvad kan vi forvente af Revolvers messe denne sæson?

Revolver har gennem de seneste sæsoner fundet sit rette koncept og format med kombinationen mellem Øksnehallen og pavillon-løsningen foran. Ambitionerne er ikke at vokse rent størrelsesmæssigt, men derimod at være skarpere og endnu mere præcise i vores indhold og profil.

Vi har nu, over mange sæsoner, formået at repræsentere de toneangivende Skandinaviske designerbrands og samtidig tiltrukket nogle af de mest kvalitative internationale mærker fra resten af verden.

Dernæst har vi digitaliseret vores platform i form af ”Revolver Trade Show” app’en, der fungerer som indkøbernes værktøj, når de besøger messen. Som den første messe i verden lancerede Revolver i februar 2016 vores indendørs navigationsapp. Navigationen har løst det ældste messeproblem, så ingen brands bliver forbigået eller overset, da indkøberne nu hurtigt og nemt kan finde frem til den udstiller, som de vil besøge.

Hvilke nye initiativer er det særligt værd at holde øje med?

Nye tiltag til denne sæson tæller blandt andet vores nystartede samarbejde med Restaurant MAIO kendt fra ILLUM og La Rinascente i Rom og Milano.

Derudover vil vi præsentere nye kvalitative brands, installationer på messen, runwayshows og præsentationer med brands som Ivan Grundahl, Uniforms for the Dedicated, og Freya Dalsjø.

Hvordan ser det ud med antallet af udstillere?

Af nye udstillere til den kommende sæson kan der nævnes Filippa K, Meotine, American Vintage, og Markberg blandt mange flere. Som i foregående sæsoner ligger vi på 350 udstillende brands.

Hvad er jeres generelle forventninger til modeugen?

Vi forventer fuld knald på Revolver med masser af handel, liv og god stemning! Det handler om at vise de besøgende indkøbere og presse, hvad København som by kan tilbyde og give dem den fulde Københavner-oplevelse. Det glæder vi os til!