Foto: Grundlæggerne af ARKK Copenhagen Thomas Refdahl og Kasper Høj Rasmussen.

Dansk sneaker-brand vil i global top 10

ARKK Copenhagens årsrapport afslører femdobbelt vækst på bundlinjen efter blot to år på markedet og ambitionen er at blive blandt verdens ti største sneaker-brands.

12.10.2017

ARKK Copenhagens årsrapport for 2016/17 viser en imponerende vækst, som er blevet skabt på blot to år. De to grundlæggere og barndomsvenner, Thomas Refdahl og Kasper Høj Rasmussen, peger på, at nøglen til succes ikke kun handler om at have et godt produkt, men ligeså vel om at drive virksomheden som et globalt brand med fokus på ægtheden, helt fra begyndelsen. 

Årets resultat viser en femdobling af bundlinjen der går fra 1,3 mio. DKK før skat i

2015/2016 regnskabet til 6,5 mio. DKK før skat i det netop afsluttede 2016/2017 regnskab.

Den markante vækst bygger ifølge de to grundlæggeres på tre key drivers; den globale ekspansion, investering i forskning og produktudvikling samt opbyggelsen af et stærkt og passioneret team. Væksten på bundlinjen bringer virksomheden tættere på drømmen om at blive ét af verdens førende trendsættende sneaker-brands.

Globalt salg skal udvides i 2018
I dette regnskabsår har ARKK Copenhagen udvidet deres salgsnetværk til godt ti nye lande, hvilket betyder, at virksomheden nu har partnere i 37 lande. I slutningen af 2017 vil virksomheden påbegynde etableringen i USA, hvilket bliver fulgt op med etablering i  Kina i starten af 2018. Den unge virksomhed har en ambition om at etablere sig i Rusland, New Zealand, Australien, Sydkorea og Canada i løbet af 2018.

Medstifter og administrerende direktør, Thomas Refdahl, glæder sig over året, der gik:

- Vi er i ledelsen tilfredse med årets resultat der er skabt på baggrund af en kombination af et stærkt globalt salgsnetværk, solid markedsføring, gode produkter og dét faktum, at vi har bygget en moderne virksomhed. Alle systemer, procedurer og arbejdsgange er valgt og implementeret med fokus på skalerbarhed og effektivitet, siger han.

Investering i forskning og designudvikling
Når det kommer til produktudvikling ligger ARKK Copenhagen heller ikke på den lade side. I dette år introducerede de således fem nye modeller, én ny ydersål og nye materialer til skoenes overdele. Virksomheden oplyser, at de i 2018 vil introducere omkring ti nye modeller, tre nye ydersåler og skabe internationale partnerskaber med anerkendte materialeleverandører, hvilket skal bidrage til at øge brandets vision om kvalitet samt gøre dem til frontløbere inden for trendsættende sneakers.

Kreativ direktør og medstifter Kasper Høj Rasmussen forklarer:

- Vores stærke design-DNA har rodfæste i dansk design og arkitektur, og det vil den blive ved med at have. Dog er det stadig vigtigt for os, at udvikle sneakers som kan forstås i Hong Kong såvel som i Tokyo, København og London. Vi arbejder fokuseret på at udvikle produkter, der går godt ud af butikkerne uden at gå med kompromis med vores ikoniske designs, som vi vægter utrolig højt. 

Men forbrugerne har meget mere i vente, lyder det fra Kasper Høj Rasmussen:

- Samtidig føler vi, at vi kun lige er begyndt og pt. sidder vi med udviklingen af produkter til første halvår af 2019. Der kommer rigtig meget nyt, og forbrugeren vil se, at ARKK vitterligt kun har vist toppen af isbjerget, i forhold til hvad vi kommer til at kunne som sneaker-brand i specielt andet halvår af 2018 og fremadrettet.

International organisation i hastig vækst
I løbet af to år er ARKK Copenhagen vokset fra blot at være de to grundlæggere til nu tretten medarbejdere, der arbejder på tværs af design og produktion, markedsføring, kundeservice, finans og salg.

Det har været vigtigt for virksomheden, at finde medarbejdere med omfattende erfaring, ligesom grundlæggerne gerne har villet finde eksperter, som samtidig kunne bidrage til en stærk kultur på hovedkontoret i København. Her finder man medarbejdere fra Danmark, Frankrig, Canada og Estland, og dertil kan lægges virksomhedens globale salgspartnere. Det er med andre ord en international virksomhed med vokseværk.

- Det er dejligt at kunne fejre en succes med et godt resultat, men lige nu er vi også i en meget investeringstung fase og skal bruge mange penge for at nå de mål, vi har foran os. Vi bliver flere og flere medarbejdere, vi investerer rigtig mange penge i marketing og PR for at bygge det internationale brand vi vil være, og som Kasper indikerer, bruger vi utroligt mange penge på vores produktudvikling. Vores totale produktportefølje vil blive mere end fordoblet fra hvad forbrugeren kender os for som brand nu til hvad ARKK kommer til at være som brand i andet halvår af 2018, lyder det afslutningsvis fra Thomas Refdahl.