Modebranchen har aldrig været større

Den danske modebranches omsætning har aldrig været højere end i 2015. Det viser brancheorganisationen Dansk Mode & Textils analyse op til Copenhagen Fashion Week, som starter på onsdag.

02.02.2016

Den danske modebranche er gået en størrelse op. Den samlede omsætning for branchen steg i 2015 til 41,9 mia. kr., hvilket er det højeste niveau nogensinde. For første gang siden finanskrisen oplever modebranchen en stigning i salget i Danmark, men det er fortsat eksporten, som bidrager mest markant til væksten. Det viser en analyse, som brancheorganisationen Dansk Mode & Textil har foretaget op til Copenhagen Fashion Week, som finder sted 3.-5. februar.

 

- Modebranchen fortsætter sin flotte udvikling, og lægger yderligere til branchens størrelse. I de seneste år er væksten udelukket kommet fra eksporten, så det er naturligvis dejligt at se, at salget i Danmark nu også vokser, siger Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil.

 

Analysen dækker udelukkende beklædning, og salget af tøj steg 2 % i Danmark, hvilket bringer det op på 14,1 mia. kr. Dansk Mode & Textil vil endnu ikke sige, at kurven er knækket, men branchens virksomheder er optimistiske. Som en del af analysen har Dansk Mode & Textil spurgt sine medlemsvirksomheder om deres forventninger til det kommende halve år. Her svarer godt halvdelen, at de forventer fremgang i salget på det danske marked.

 

Tyskland udbygger sin position som det største eksportmarked

Eksporten af dansk mode nåede også nye højder i 2015. Den samlede eksport af beklædning steg således 6 %, og udgjorde 26,3 mia. kr. i 2015.

- Eksporten har aldrig været større end sidste år, og det viser med al tydelighed, at virksomhedernes intensiverede fokus på eksport bærer frugt. Skal branchen fortsætte sin vækst, er eksporten uomgængelig, og jer er overbevist om, at vi vil se eksporten nå 30 mia. kr. inden for en overskuelig fremtid, siger Thomas Klausen.

 

Tyskland er det absolut største eksportmarked, og her steg eksporten 14 % i 2015. Men også det britiske marked (+25 %), Frankrig (+15 %) og Italien (+20 %) er i hastig vækst.  Det er dog fortsat nærmarkederne, som fylder mest med Sverige som det næsstørste eksportmarked og Norge som det tredjestørste.

 

Branchen knytter positive forventninger til det kommende halve år. I Dansk Mode & Textils analyse, svarer 60 % af de adspurgte virksomheder, at de forventer vækst. Det er især eksportmarkederne, de tror. Størst tiltro er der til Tyskland, Sverige og Holland.

 

Af de adspurgte svarer 22 %, at de forventer at skulle ansætte nye medarbejdere i løbet af det kommende halvår. Kun 7 % forventer at skulle afskedige.

 

- Modebranchen er klar til den kommende modeuge. Der er en optimistisk stemning, og de europæiske modemesser i år har da også været meget positive for de danske virksomheder. Derfor tror vi på, at det bliver en god modeuge med masser af aktivitet både i byen og i ordrebøgerne, slutter Thomas Klausen.

 

Copenhagen Fashion Week finder sted 3.-5. februar. En række modeshows finder sted forskellige steder i byen med Københavns Rådhus som udgangspunkt. Handelen foregår i private showrooms men især på modemesserne CIFF, Revolver og CIFF Kids, hvor en række danske og internationale brands møder indkøbere fra hele verden. Alt dette gør Copenhagen Fashion Week til Skandinaviens største modebegivenhed.

Simon Hansen

KONTAKTPERSON

Simon Hansen
Presse- og kommunikationschef
tlf: 97117292 · mobil: 40227222 · sh@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil

Thomas Klausen

KONTAKTPERSON

Thomas Klausen
Adm. direktør
tlf: 97117233 · mobil: 22220402 · tk@dmogt.dk
Linked In Profile Se profil