Menu

Årets mest læste historier fra DM&T

Årligt publicerer vi hos DM&T en masse historier, vi vurderer relevant for vores branche. Her kan du se de 10 historier, I allerhelst ville læse.

21. december 2021

Hvert år publicerer vi hos DM&T en masse historier.

Flest på skrift, nogen på video, få på lyd. Her kigger vi dog kun på den første kategori.

For os på redaktionen er det altid sjovt at se, hvad I læsere har udvist størst interesse i. Faktisk er det også lærerigt, for vi vil gerne give jer mere af den læsning, I kan lide. På listen kan der være historier, du genkender, men der kan også være enkelte, du måske ikke fik læst i et år, der har været både strabadserende og travlt, så listen her repræsenterer også en ekstra mulighed for at dykke ned i branchens historier.  

Med fare for at plagiere Jesper Fårekylling, så kommer her, fra alle os til alle jer, årets oversigt over de 10 mest læste historier fra DM&T.

10. Der skal mere end Covid-19 til at smadre sneakerdrømmen hos ARKK Copenhagen
Tilbage i 2020 var de to herrer bag ARKK Copenhagen også på denne liste, da vi formidlede den lussing, Covid-19 havde givet dem og deres forretning. Heldigvis er de ganske ukuelige, og dermed langt bedre på fode igen nu, og den del af historien fortjente selvfølgelig også at blive fortalt. Det gør vi i denne opfølgning, hvor de to stiftere igen har fået de positive briller på og er sikre på, at vi kun har set starten på ARKK Copenhagen.

9. Covid-19 skaber nye salgskanaler
Da Covid-19 lukkede store dele af samfundet ned, gik det også ud over de klassiske salgskanaler som butikkerne, der ofte lever af at kunne rådgive kunderne mere, end en traditionel webshop lægger op til.
Noget af det, butikkerne tog til sig for at forsøge at opretholde både salg og service, var liveshopping, som ifølge flere eksperter er kommet for at blive. Og det er ikke den eneste tendens, branchen tog til sig under nedlukningen.

8. Bæredygtigheden spiller en stadig større rolle
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er bæredygtigheden kommet for at blive. Det er den ottende-mest læste artikel fra DM&T i det forgangne år også et udtryk for.

Det er i en tid, hvor mange har fokus på salg, og understreger i høj grad, at bæredygtigheden også i fremtiden bliver en uundgåelig faktor at forholde sig til, hvis man vil have mulighed for at sælge sine varer i fremtiden.

7. Bæredygtighed er godt. Men kun hvis der er styr på fakta
Vi bliver i samme spor.

Bæredygtigheden er enormt vigtig, men vigtigheden følges ad med ordentligheden. Har man som virksomhed ikke styr på fakta om sine produkter, sine produktionsforhold og alt andet, der vedrører ens værdikæde, så kan man komme i alvorlige problemer. Det har man som sådan altid risikeret, men nu skal man også sørge for, at man ikke – uden belæg – påstår, at ens produkter er bæredygtige, hvis man ikke vil risikere at blive anklaget for såkaldt greenwashing.

6. Vi trækker alle vejret. Og alle var frustrerede over fragtmarkedet
Sæt dig foran fjernsynet i julemåneden, og der vil ikke gå længe, før du har set den første reklame, der appellerer til fællesskabsfølelsen og samhørigheden.

Var der noget, vi i branchen kunne finde fællesskab om og være enige i i 2021, så må det være fragtmarkedet og de udfordringer, det bragte med sig. Markedet for fragt stak fuldkommen til himmels i årets løb til stor frustration for samtlige aktører i branchen.

5. En af de største danske aktører i branchen giver sin status på coronakrisen
DK Companys Group CEO Jens Poulsen har aldrig været bange for at sige sin mening, når han bliver spurgt.

Det gjorde han også, da vi spurgte ham, hvordan DK Company havde ageret med coronakrisen in mente. Det overraskende var nok, at han mente, at krisen også havde ført gode ting med sig og fået virksomhedsledere, blandt andet ham selv, til at tænke i nye baner – hvilket jo ikke var så skidt igen.

Her kan du læse eller genlæse, hvad han mente med det.

4. Hemmelige pakker fra Thy til flere tusinde kroner
I Thy kan de noget med brandloyalitet.

Det viste de til fulde i 2021, hvor ELSK formåede at sælge pakker, hvori ingen vidste, hvad der gemte sig. Forbrugerne betalte gladeligt for pakkerne, der blev udsolgt cirka lige så hurtigt, som det tager at skrive denne passage.

Vi spurgte de rolige og flinke mennesker i Thy om, hvad det er, de gør så rigtigt, at folk midt i en pandemi gerne lægger penge for noget, de ikke aner hvad er.

3. Finn Poulsen fra Bestseller tager bladet fra munden
Som en del af koncernledelsen i Bestseller og ikke mindst chef for ONLY-brandet og adm. direktør i Bestseller Retail Europe havde Finn Poulsen god grund til at have bekymringer omkring coronavirus i 2021.

De holdninger ville han gerne dele, og I ville gerne læse om det, da han var ude og kalde en kommende ”blodig massakre” for de danske modebutikker, da regeringen i foråret insisterede på at fastholde sin nedlukning af de danske specialbutikker.

2. Basic Apparel sigter mod stjernerne
Hvis du er fast seer af DR-programmet Løvens Hule, så var iværksætter Camilla Balle svær at komme uden om i 2021.

Hun tog det meste af investor-panelet i Løvens Hule med storm og fik Jesper Buch som investor med den største investering, han nogensinde har foretaget i Løvens Hule-regi. Vi to derfor en snak med hende om, hvor Basic Apparel skal befinde sig om ti år, for at hun vil kalde det for en succes, og det var der rigtig mange, der gerne ville læse om.

Du kan her læse eller genlæse interviewet med Basic Apparels CEO og grundlægger Camilla Balle.

1. Hvordan gik det med DK Company, da kameraerne slukkede?
Tårerne trillede, da DR slukkede kameraerne i den dokumentar, der fulgte ledelsen i Danmarks andenstørste modevirksomhed under coronakrisens første nedlukning.

Men hvad skete der så, spørger du måske?

Vi kunne heller ikke leve med den cliffhanger, så vi måtte selv på jagt efter svaret, som vi gav jer i denne artikel, der blev den mest læste hele året.          

"