Ændring i købeloven og ny lov om reparation af varer - hvad betyder det for tekstilbranchen?
Hvis du sælger køleskabe, vaskemaskiner eller smartphones, skal du være opmærksom på den nye lov om reparation af varer, som får stor betydning. Sælger du tøj og tekstiler, er du derimod ikke omfattet – i hvert fald ikke endnu. Som følge af den nye lov om reparation af varer er købeloven også ændret, og det er relevant for alle virksomheder, der sælger varer til forbrugere.
EU vil gøre op med ”køb og smid væk”-kulturen og sikre, at flere produkter bliver repareret frem for kasseret. Det er baggrunden for de nye regler om reparation af varer, som blandt andet skal gøre det lettere for forbrugere at få bestemte produkter repareret – også efter udløbet af den almindelige reklamationsperiode.
Hvilke produkter er omfattet?
Den nye lov om reparation af varer gælder ikke alle produkter, men alene bestemte produktgrupper, hvor der allerede er fastsat EU-krav om reparerbarhed.
Det gælder blandt andet:
-
vaskemaskiner og tørretumblere
-
opvaskemaskiner
-
køle- og fryseapparater
-
elektroniske skærme og fjernsyn
-
støvsugere
-
smartphones og tablets.
Tøj, sko og andre tekstilprodukter er altså ikke omfattet af reglerne på nuværende tidspunkt.
Listen over omfattede produkter er imidlertid ikke statisk og kan udvides i takt med, at der fastsættes nye EU-krav til reparerbarhed for andre produktgrupper. Det kan derfor ikke udelukkes, at tekstiler på et senere tidspunkt bliver omfattet, fx som led i Eco-design forordningen. DM&T følger udviklingen.
Hvad indebærer reparation?
For de produkter, der er omfattet, indebærer reglerne overordnet, at producenten i en nærmere fastsat periode skal tilbyde forbrugeren reparation af produktet. Reparationen skal ske gratis eller til en rimelig pris og inden for en rimelig frist. Reparation skal også ske efter reklamationsperiodens udløb.
Reglerne skal dermed gøre reparation til et mere reelt alternativ til at købe et nyt produkt og forlænge produkternes levetid.
Ændring af købeloven er relevant for tekstilbranchen
Samtidig med de nye regler om reparation af varer er der nemlig gennemført en vigtig ændring af købeloven , som også gælder ved salg af eksempelvis tøj, sko og andre tekstilprodukter.
Forbrugere har som bekendt som udgangspunkt to års reklamationsret , hvis en vare lider af en mangel. Efter de nye regler skal forbrugeren oplyses om muligheden for at vælge reparation, og der indføres samtidig et særligt incitament til at vælge reparation frem for andre løsninger.
Vælger forbrugeren at få varen repareret, forlænges reklamationsperioden med 12 måneder.
Det betyder, at reklamationsperioden i den situation kan blive tre år i stedet for de sædvanlige to år .
Husk at informere kundeservice
For virksomheder i tekstilbranchen er det derfor særligt ændringerne i købeloven, der er værd at være opmærksom på.
DM&T anbefaler, at virksomhederne gennemgår deres procedurer for reklamationer og sikrer, at medarbejdere i kundeservice er klædt på til at informere kunderne korrekt om mulighederne for reparation og omlevering samt konsekvenserne af at vælge reparation.
Det kan samtidig være relevant at gennemgå virksomhedens handelsbetingelser, FAQ og øvrige information om reklamationer på webshoppen, så informationen afspejler de nye regler.