Menu

Asos stopper salg af mohair, cashmere og silke

Den britiske online-gigant stopper salget af de tre animalske varegrupper. Forbuddet gælder ikke bare Asos’ egne men også eksterne brands.

Photo by Charles Etoroma on Unsplash
Photo by Charles Etoroma on Unsplash

19. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Tidligere har Asos lukket for salg af produkter indeholdende pels, fjer, dun, ben, tænder og skaller. Nu tilføjer den engelske online-retailer så tre animalske produkter til listen. Fremover vil Asos heller ikke have varer på lager, der indeholder cashmere, mohair eller silke. Det skriver FashionUnited.

Asos’ beslutning om at udvide selskabets dyrevelfærdspolitik kommer som en følge af den nylige sag, hvor den sydafrikanske mohairindustri er kommet under lup, efter dyreværnsorganisationen PETA har offentliggjort optagelser, der viser meget voldsom behandling af angorageder i forbindelse med klipning.

Asos tilkendegiver over for FashionUnited, at beslutningen gælder alle fremadrettede indkøb, og at de derfor vil sælge de varer, de allerede har på lager frem mod januar 2019. Herefter skal de mere end 850 brands, som Asos fører, altså ikke forvente at modtage ordrer på varer, der indeholder nogen af ovenstående materialer.  

Asos vil dog forsat sælge produkter af eller indeholdende uld og læder samt andre animalske fibre, som er et biprodukt af fødevareproduktion eller stammer fra landbrug med høj dyrevelfærd, som selskabet skriver i deres offentligt tilgængelige dyrevelfærdspolitik.

"