Menu

Automatiseret tilskæring frigiver ressourcer til voksende uniformsskrædderi

Atelier 2000 har automatiseret tilskæring af stof i produktionen i Sønderborg. En stor cutter skærer stof til uniformerne, så skrædderne kan bruge deres faglighed på andre områder, og virksomheden kan få flere ordrer igennem.

Den nye cutter letter arbejdsgangen markant i det danske uniformsskrædderi Atelier 2000.
Den nye cutter letter arbejdsgangen markant i det danske uniformsskrædderi Atelier 2000.

21. marts 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Der er ikke megen beklædningsproduktion tilbage i Danmark. Men i Sønderborg findes en undtagelse. Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S har nemlig Danmarks største systue med omkring tyve skræddere og syersker, som fremstiller præstekjoler, gallauniformer og andre nicheprodukter indenfor uniformsbeklædning. Virksomheden er vokset i løbet af de seneste år, og det har man i høj grad også kunnet mærke i tilskæreriet, hvor alt stof før er blevet skåret manuelt.

”De to medarbejdere der har stået for at skære stof har haft svært ved at følge med alle de ordrer, der kom. Tilskæring af stoffet var blevet en flaskehals for vores produktion, og det måtte vi gøre noget ved,” siger selskabets direktør Heidi Moisen.

For at sikre, at Atelier 2000 kunne holde trit med de mange ordrer, måtte Heidi Moisen derfor kontakte ACG Nyström i Ikast, som blandt andet sælger maskiner til tekstilproduktion. Og her var de en kende overraskede, da det er sjældent, der er bud efter maskiner til beklædningsproduktion i Danmark.  

”Vi var positivt overraskede over at få muligheden for at levere en skæremaskine til beklædningsproduktion i Danmark. Vores maskiner anvendes i mange andre produktionsvirksomheder i tekstilindustrien, men sjældent i beklædningsproduktion i Skandinavien. Dette gør Atelier 2000 til en ganske unik kunde for os,” siger Robert Nyblom, direktør for ACG Nyström, som levererede skæremaskinen Gerber Paragon til Atelier 2000.

Sådan en levering kommer dog med visse konsekvenser. Det var ikke nemt at få maskinen ind i Atelier 2000’s produktionslokaler på Grundtvigs Allé i Sønderborg. Cutteren er alt for stor til at komme igennem de almindelige indgange, så der skulle brækkes hul i væggen. Atelier 2000 har derfor haft en lille byggeplads i kantine og tilskæreri i januar, men cutteren er kommet godt på plads, og har nu kørt i nogle uger.

Danske skrædderes erfaring er uundværlig

Og det ny apparat vækker begejstring hos direktøren.

”Den skærer mange lag stof 100% præcist, og det går meget stærkt. Samtidigt beholder vi den nøjagtige kvalitetskontrol på vores metervarer, fordi vores erfarne medarbejdere tjekker stoffet inden det bliver lagt i cutteren,” siger Heidi Moisen.

Og det er ikke for sjov, at hun betoner vigtigheden af præcision. Atelier 2000 bruger dyre, engelske uldstoffer til deres gallauniformer, og spild af stof skal holdes på et absolut minimum.

Derfor var det ikke en mulighed at outsource tilskæringsprocessen til virksomhedens produktionssted i Litauen, hvor de beklædningsgenstande, der er knap så komplicerede, bliver lavet. De engelske uldkvaliteter stiller nemlig store krav.

”Vi har brug for den høje faglighed vores skræddere har her i Sønderborg, når vi arbejder med så dyre materialer,” siger Heidi Moisen, og tilføjer:

”Selvom de også er rigtig dygtige i Litauen, så har vores skræddere i Danmark en erfaring, vi ikke kan undvære. Når der er fejl på det skårne stof, så er der også fejl på det færdige produkt. Det kan vi ikke risikere, for vores kunder skal få den samme høje kvalitet hver gang”.

Atelier 2000 ser investeringen som afgørende for at sikre virksomhedens gode udvikling. De medarbejdere, som før har skåret stoffet manuelt, bruger nu deres faglighed mere hensigtsmæssigt i produktionen, forklarer Heidi Moisen. Atelier 2000 har også ansat en konstruktør der ved hjælp af en digitizer lægger papirmønstrene ind i cutterens elektroniske system. Selvom Atelier 2000 hylder håndværket og skrædderkunsten, er de ikke blinde for den stigende digitalisering.

”Digitalisering er jo vejen frem, så selvfølgelig skal vi hos Atelier 2000 også være rustet til fremtiden,” siger Heidi Moisen afslutningsvis.

"