Menu
Efter rekordomsætning:

Bæredygtighed og digitalisering er afgørende for Bestsellers fortsatte udvikling

Danmarks med afstand største modevirksomhed øger omsætningen med syv pct., mens indtjeningen falder tre pct. Bestseller-ejer og CEO Anders Holch Povlsen udpeger bæredygtighed og digitalisering som afgørende fokusområder for den videre udvikling.

Bestsellers adm. direktør og ejer Anders Holch Povlsen.
Bestsellers adm. direktør og ejer Anders Holch Povlsen.

29. november 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Bestseller har netop præsenteret højdepunkter fra 2018/19-regnskabet. Årets omsætning stiger syv pct. til 26,2 mia. kr., mens resultatet før skat lander på 2,8 mia. kr., hvilket er tre pct. lavere end året forinden.

Bestseller-chef Anders Holch Povlsen hæfter sig ved et år, hvor særligt engrossalget har drevet den positive udvikling.

”Vores tilgang til at skabe tætte partnerskaber med vores wholesale-kunder har givet pote i et marked, der er påvirket af forandringer og nye virkeligheder,” siger han i en pressemeddelelse. Over for erhvervsmediet Finans uddyber han:

”Engrosforretningen er vigtig og lidt undervurderet i vores iver samt stolthed over egne salgskanaler. Engros er nok der, hvor vi står stærkest. Også selvom det er mere fancy at tale om online og egne butikskæder. Bestseller er i dag meget mere end en leverandør til vores engroskunder rundt om i verden - snarere en partner. Det skal udbygges.”

Men Anders Holch Povlsen vil ikke satse på det ene frem for det andet:

”Det er nødvendigt, at vi fortsætter med at rette et stærkt fokus mod vores retail og online-forretning, hvor forbrugernes forventninger er større end nogensinde før,” siger han.

Bestseller-koncernens omsætning har været støt stigende de sidste ti år, mens resultatet i samme periode har været mere svingende med 2014/15 som et lavpunkt med et resultat i på 1 mia. kr. I både 2009/10 og 2017/18 nåede man 2,9 mia. kr., hvilket er det højeste niveau til dato.

Når Bestseller-ejeren kigger ind i fremtiden, er der to store temaer, der bliver afgørende:

”Vigtigheden af digitalisering og bæredygtighed bliver mere og mere tydelig i alle dele af samfundet. Nu, mere end nogensinde, er vi nødt til at accelerere vores rejse mod en bæredygtig virkelighed og en sand digital fremtid. Dét er nøglen til den fortsatte udvikling af vores virksomhed,” siger Anders Holch Povlsen.

I forhold til bæredygtighed har Bestseller lanceret bæredygtighedsstrategien Fashion FWD, ligesom modekoncernen er en aktiv partner i blandt andet Global Fashion Agenda, Fashion for Good og Ellen McArthur Foundation CE100.

Den endelige årsrapport foreligger endnu ikke, og derfor er det ikke muligt at dykke ned i de enkelte dele af forretningen.

"