Menu

Baum und Pferdgarten får ny majoritetsejer

De hidtidige ejere har solgt 51 % af Baum und Pferdgarten til en kapitalfond. Den nye ejer skal bidrage til at skabe international vækst gennem stærke omnichannel-løsninger. I forbindelse med salget udtræder bjørn Bruun af ejerkredsen.

Foto: Baum und Pferdgarten
Foto: Baum und Pferdgarten

03. september 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Baum und Pferdgarten har fået ny majoritetsejer i form af den norske kapitalfond Verdane, som køber 51 % af virksomheden. Selskabet har indtil nu været ejet af stifterne Helle Hestehave og Rikke Baumgarten i forening med brødrene Bjørn og Teis Bruun.

“Vi er blevet et internationalt nichebrand, der appellerer til kvinder i hele verden. Vi er glade for, at Verdane deler og støtter vores værdier og visioner for Baum und Pferdgarten. Kombineret med deres omfattende erfaring indenfor online retail og det faktum, at Verdane nu også holder til i København, gjorde beslutningen om vores fremtidige partner meget nem. Vi ser frem til at tage Baum und Pferdgarten til det næste niveau med dette nye, stærke partnerskab,” siger medejer og CEO Teis Bruun i en pressemeddelelse.

Den nye majoritetsejer Verdane har kendskab til modebranchen gennem sine investeringer i Boozt og svenske Caliroots. Den brede portefølje tæller virksomheder, som primært gør sig inden for software, e-commerce, energiteknologi og industrivirksomheder. Med Verdanes indtræden i Baum und Pferdgarten vil man nu accelerere online-væksten og den internationale positionering af brandet.

“Fremadrettet fortsætter vi vores internationale ekspansion med et særligt fokus på det amerikanske marked, hvor vi i sommer grundlagde Baum und Pferdgarten Inc. med base i New York. Vi vil have et fortsat og øget fokus på online retail internationalt, hvor vi planlægger lanceringen af vores japanske site i oktober – og der er mere på vej,” siger Teis Bruun.

Signifikant vækstpotentiale

Den nye hovedinvestor har igennem længere tid fulgt Baum und Pferdgarten og ser generelt et stort potentiale i modevirksomheden:

“Helle, Rikke, Teis og hele Baum und Pferdgarten-teamet har bevist deres evne til at balancere forretning med design. Designprocessen er meget struktureret med et stærkt fokus på håndværk og det unikke Baum und Pferdgarten brand-DNA. Vi ser stor efterspørgsel på eksklusivt dansk mode internationalt. Der eksisterer et signifikant vækstpotentiale i både online og offline salg, og vi vil kunne støtte Baum und Pferdgarten i deres fortsatte arbejde for at opbygge deres digitale og e-commerce kapaciteter,” siger Verdanes frontmand i Danmark, Martin Welna. Han fortsætter:

“Det vil være en stor prioritet for os at sikre, at Baum und Pferdgarten kan levere en omnichannel-oplevelse til et voksende antal kunder, som søger kvalitetstøj, der har en længere levetid for at gøre forbrugernes adfærd mere miljømæssigt bæredygtigt. Vi mener, at et eksklusivt brand som Baum und Pferdgarten skal have en stærk tilstedeværelse både offline og online. Virksomheden har en imponerende kundeliste, der tæller premium stormagasiner og vigtige internationale engrossalgskunder, hvilket understreger deres styrke og stærke markedsposition,” siger han afsluttende.

Teis og Bjørn Bruun, der trådte ind i Baum und Pferdgarten i 2009, hvor virksomheden var på konkursens rand, ejede 40 % af virksomheden hver, mens stifterne Rikke Baumgarten og Helle Hestehave ejede de resterende 20 %. I forbindelse med salget til Verdane, udtræder Bjørn Bruun af ejerkredsen, mens Teis fortsætter som CEO og medejer og Baumgarten og Hestehave bibeholder det kreative ansvar og fortsætter også i ejerkredsen.

Baum und Pferdgarten kan i år fejre 20-års jubilæum. Brandet sælges i mere end 30 lande, og på fem år har virkosmheden femdoblet indtjeningen, som i det seneste regnskabsår nåede 30 mio. kr. 

"