Menu

Behov for øget fokus på pasform

Flere undersøgelser viser, at mange kvinder stadig har svært ved finde tøj, der passer deres kropsform. Derfor er det afgørende, at modeindustrien begynder at med flere forskellige figurtyper i designprocessen, mener forsker, der understreger, at pasform ikke handler om størrelser.

Ifølge Lektor og Ph.d. ved VIA Design Mette Terkildsen er der stadig alt for mange kvinder, der har svært ved at finde tøj, der passer og sidder godt.
Ifølge Lektor og Ph.d. ved VIA Design Mette Terkildsen er der stadig alt for mange kvinder, der har svært ved at finde tøj, der passer og sidder godt.

14. september 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Mange har nok prøvet det. Man står i prøverummet med den størrelse, som man kender og plejer at bruge, og alligevel sidder bukserne ikke, som de skal.

Det er ikke en nyhed, men snarere en problematisk tendens, at mange, især kvinder, finder det vanskeligt at finde tøj, der sidder godt. Ifølge lektor og Ph.d. ved Via Design i Herning Mette Terkildsen viser flere internationale undersøgelser, at ca. 50 procent af kvinder har svært ved at finde tøj, der passer deres kropsform, og sådan har det været de sidste mange år – også i Danmark.

Det bekymrer Mette Terkildsen, der siden år 2016 har kropsscannet flere hundrede kvinder for at kortlægge, hvordan danske kvinder ser ud i dag, så man i fremtiden kan lave tøj, der passer forskellige kropsformer.

”Det er helt tydeligt at se, at der er sket et skred mellem modens tøjstørrelser og den gennemsnitlige danske kvindekrop. Det skyldes ganske enkelt, at vores kroppe gennem tiden har ændret sig, men det har de tøjstørrelser, som tøjproducenter arbejder ud fra, ikke,” siger hun og fortsætter:

”Det meste af det tøj, der bliver lavet i dag, henvender sig kun til én figurtype – en såkaldt idealkrop - som mange forbrugere ikke har.”

Mere tøj med varierende pasform
I dag arbejder danske tøjproducenter ud fra den internationale og europæiske standard, der fungerer som en slags fælles referenceramme for producenter verden over. Standarderne definerer, hvordan og hvor kroppen skal måles, og hjælper tøjproducenterne med at udarbejde tøjstørrelser ud fra forskellige befolkningstyper.

”Standarderne kommer med nogle eksempler på, hvordan målene kan bruges, og så kan virksomhederne vælge mellem få varianter. Men der ligger altså ikke et færdigt stykke arbejde, industrien kan arbejde med,” siger Mette Terkildsen.

I 2017 blev den internationale standard opdateret til at inkludere flere landes opmålinger. Standarden indeholder dog ikke opmålinger af danske kroppe, men er baseret på tal fra udlandet, hvilket gør det svært at overføre den direkte til danske forhold.  

”Det skaber nogle helt konkrete udfordringer, da der fx er stor forskel på, hvordan kvinderne ser ud i Spanien i forhold til kvinderne i Danmark,” siger Mette Terkildsen.

Vi mangler simpelthen opmålinger, der kan standardisere danske størrelser og skabe et system, der tager højde for vores forskellige kropsformer:

”Pasform handler ikke om størrelser, men om form. Derfor er det afgørende, at pasform indtænkes i designprocessen. Kunsten er at få udtrykket på en størrelse 38 til at se lige så attraktivt ud på en størrelse 44. Det handler om måden, man ligger snittene på,” siger hun. 

Forbrugerne fravælger på grund af pasform
Mette Terkildsen arbejder på at udvikle systemer, der kan inkorporere forskellige figurtyper, således at én kollektion, hvor der fx er otte styles bukser, ikke er tilpasset den samme husmodel, hvilket ofte er tilfældet.

Af samme grund er der alt for mange, især kvinder, der bliver ekskluderet for mode, da de ikke passer ind i tøjindustriens stereotype grundmodel. 

”Mange unge piger, der skal op i de lidt større størrelser, føler sig ofte stigmatiseret, fordi de bliver nødt til at købe tøj i de samme butikker som deres mødre. Den æstetiske pasform er altså mindst lige så vigtig, da de fleste forbrugere vælger tøj ud fra designet og æstetikken, men fravælger på grund af pasformen,” siger Mette Terkildsem.  

Samtidig viser en undersøgelse fra Dansk Mode & Textil, at pasform faktisk har den mest loyalitetsskabende effekt blandt forbrugerne. Ud over pris er pasformen det vigtigste element for et genkøb.   

Ifølge Mette Terkildsen er det problematisk, at så mange har svært ved at finde tøj, der både passer deres smag og form, især taget in mente at de fleste har det med at sætte lighedstegn mellem deres tøjstørrelse og deres vægt.

”Mange kvinder ser sig selv som værende en bestemt størrelse, og hvis de pludselig ikke kan passe den størrelse, bebrejder de sig selv, i stedet for at rette deres frustration mod tøjproducenterne,” siger Mette Terkildsen og understreger, at branchen bliver nødt til at tage ansvar. 

Vanskeligt at finde en løsning, der fungerer for alle
Noget tyder på, at det altså godt kan betale sig for tøjproducenter at arbejde med flere forskellige figurtyper i designprocessen, ikke mindst for at nedbringe antallet af returvarer og øge kundetilfredsheden.

Problemet er bare, at vores kropsformer er mange, og diversiteten gør det svært at udvikle systemer, der fungerer for alle.

”Vi skal have flere standarder, men hvis jeg fx kropsscanner 100 mennesker og tager gennemsnittet, rammer jeg kun 4 procent. Det fortæller lidt om, hvor vanskeligt det er at finde et system, der virker,” siger Mette Terkildsen.

Ifølge hende er det teknologien, der kommer til at hjælpe os. I løbet af få år vil folk fx få mulighed for at scanne sig selv og sende egne scanninger ind til tøjproducenterne, hvilket øger muligheden for at skabe færre og mere brugertilpassede produkter:

”I takt med den teknologiske udvikling, og at 3D scanning og 3D konstruktion bliver mere udbredt, bliver det nemmere at sende produkterne frem og tilbage mellem formgiver og forbruger,” siger hun og påpeger, at det også vil nedbringe antallet af prototyper og fejlkøb.

Når det er sagt, er en fælles referenceramme for tøjstørrelser vigtig, da oplysninger på tøjmærker kan forenkle tingene for kunderne.

”Der bliver nødt til at være nogle standardstørrelser, forbrugerne skal forholde sig til. Men jeg synes samtidig, at det er vores opgave at udvikle et system, der tager højde for variationerne i vores pasform, som forbrugerne ikke skal forholde sig til,” siger hun afslutningsvist.

"