Do’s and don’ts til tårerne trillede
Som en sidste hjælpende hånd henviste Maria Manel Bøges tidligere kollega hende til nogen, han var ret sikker på kunne hjælpe hende videre i jagten på den perfekte, ansvarsbevidste producent.
Og han fik ret.
- Jeg kontaktede Trade Council i Bangladesh og fik fat på Samina, og allerede da jeg talte med hende første gang, kunne jeg mærke, at ”hende her vil mig, min virksomhed og mine værdier”, og hun ville utrolig gerne hjælpe. Samtidig fik jeg, som SMV, mulighed for at købe rådgivning til en nedsat timepris, og sammen med Samina fik vi lavet en markedsanalyse med fokus på fairtrade, det sociale aspekt og det at gøre en forskel for kvinder, der sælger håndlavede produkter.
- Hun hjalp mig med at finde organisationerne, hvorefter jeg kunne lave min egen assessment og få audit-reporter. Jeg kunne aldrig have klaret det alene, for uden én på jorden, så fungerer det ikke. Samtidig kunne hun fortælle mig om alt, jeg kunne spørge om, men også om alt det, jeg måske ikke skulle spørge om eller nævne – Rana Plaza, for eksempel. Da vi endelig besøgte dem, jeg havde valgt ud, trillede tårerne ned ad kinderne på mig, for alt var, som jeg var blevet lovet hjemmefra. Det var ikke lykkedes uden Samina og det faktum, at hun var i Bangladesh, så Trade Council har været altafgørende for mig at have i baghånden, siger Maria Manel Bøge.
Beder man ambassadens Trade Council og dertilhørende Sustainability & Supply Chain Advisory (SSCA) forklare, hvad deres primære opgave er, så er det formentligt ikke langt fra det, Maria Manel Bøge beskriver her.
- Trade Council’s mandat er at facilitere danske virksomheders internationalisering og vækst, hvorfor vi har stærk fokus på udvikling af relevante serviceydelser til disse. Vi har derfor lanceret Trade Council’s Sustainability & Supply Chain Advisory i Dhaka, som består af et tværfunktionelt team på ambassaden, som er blevet styrket med industri-specialister inden for netop bæredygtighed og forsyningskæder, forklarer Ali Mushtaq Butt, der er leder af SSCA, inden han fortsætter.
- SSCA er ment som en ”one-stop-shop” til at guide danske virksomheder mod bæredygtig vækst i Bangladesh inden for tøjindustrien.
En rigtig god investering
Maria Manel Bøge har arbejdet med rettigheder og udvikling i mange år, inden hun blev iværksætter med brandet Manelleh. Derfor var hun langt fra på bar bund med, hvad hun ville opnå, men hun var stadig på udebane i Bangladesh.
Det var her, SSCA kom ind i billedet.
- Når du træder ind i et land, hvor kulturforskellene til Danmark er enorme, så er der mange faldgruber, og det er helt andre ting, der gør sig gældende, end når jeg skal købe monteringspuder hos en dansk virksomhed. Hvem handler jeg med, kan jeg stole på dem, er priserne fornuftige, kan jeg være sikker på deres certifikater? Det er alt sammen ting, jeg har kunne bruge SSCA til, hvor Samina har været en kæmpe hjælp, siger hun.
Og så gav det også mening for hende, at hun kunne finde fabrikskapacitet, der, udover at have styr på alt det, Maria Manel Bøge vægter højt, også var villige til at producere i et mindre omfang, hvor hun som iværksætter kan være med.
Det er noget, industrien i Bangladesh også har haft fokus på at kunne akkommodere de senere år, fortæller Ali Mushtaq Butt.
- Mange har et billede af Bangladesh som et storvolumen-marked, hvor kun de største brands indkøber, så er realiteten mere nuanceret. Der er ingen tvivl om, at bangladeshiske tøjfabrikker traditionelt har været gearet til de større brands, men over de seneste år har mange i stigende grad opbygget mere fleksible produktionskapaciteter til at kunne levere i mindre volumener. Ligeledes er der blevet investeret kraftigt i at kunne producere og lave bæredygtige leverancer med dertilhørende investeringer i grønne fabrikker, bæredygtige industrielle processer og brug af bæredygtige input og materiel samt opnå de nødvendige certifikater.
- Bangladeshiske fabrikker befinder sig selvfølgelig på forskellige modningsgrader, men der er forholdsvis stor bevidsthed om social bæredygtighed, fair lønninger og miljøbeskyttelse. Ligeledes er der en klar forståelse for at skabe gennemsigtighed i forsyningskæden og krav til at rapportere om forurening og mange andre ting, som er vigtige for virksomheders compliance, siger han.