Menu

Bestseller bedre gennem krisen end frygtet: Betaler alle leverandør-fakturaer med det samme og før tid

Hele værdikæden i modebranchen har måtte finde sig i en ordentlig øretæve fra corona-pandemiens udbrud, og heller ikke Bestseller har undgået krisens effekter. Nu gør de, hvad de kan for at hjælpe hele værdikæden tilbage på sporet.

Foto: Bestseller
Foto: Bestseller

19. august 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

500 millioner euro.

Det er beløbet, som Bestseller nu bruger på at betale de fakturaer, deres leverandører enten sender eller allerede har sendt dem.

Også selv om det ikke behøver.

Koncernen har truffet en beslutning om at forsøge at hjælpe samtlige leverandører, for på denne måde forhåbentligt at gøre hverdagen en smule lettere for de leverandører, der også har været ramt på likviditeten – og i meget vid udstrækning stadig er det.

Det har været vigtigt for Bestseller at træffe denne beslutning. Også selv om der intet er, der forpligtiger os til det, fortæller Morten Norlyk, Press & Media Responsible hos Bestseller, til DM&T.

- Vi er en kæde, og coronakrisen har ramt hele værdikæden. Vi er afhængige af hinanden. Heldigvis for os har vi stået i en situation, hvor vi har fået hjælp fra vores leverandører, da vi havde brug for det, og på denne måde forsøger vi at hjælpe hinanden.

Helt konkret betyder det, at Bestseller nu betaler fakturaer til en samlet værdi af cirka 500 millioner euro, der går til modehusets leverandører.

En kærkommen håndsrækning

Morten Norlyk understreger flere gange, at der er tale om et partnerskab med Bestsellers leverandører. Derfor har det også været vigtigt for danske største modefirma at bakke op om leverandørerne, da muligheden opstod.  

At muligheden opstod, skyldes dog ikke, at Bestseller er faldet over en ordentlig bunke penge, der blot lå og flød. Tingene ser bare ikke helt så sorte ud, som mange, inklusive Bestseller, nok havde frygtet.

- Det er ikke, fordi vi er ude af krisen endnu, men vi står et bedre sted end frygtet, hvilket betyder, at vi kan støtte op om vores leverandører i en presset tid.

I har trods alt også selv været ramt på likviditeten. Havde det ikke været nemmere blot at overholde de oprindelige betalingsfrister?

- For os er det vigtigt at vise både kunder og leverandører, at Bestseller ønsker et stærkt samarbejde i hele værdikæden. Også ud mod kunderne, der er pressede og ikke har den hidtidige finansielle styrke. Det er klart det, der har været vigtigt for os at vise med denne handling. Det er et ønske om at støtte op om vores partnere, siger Morten Norlyk.

Støtten er selvfølgelig også blevet velmodtaget hos leverandørerne.

- Vores leverandører har reagereret meget positivt. Det er bestemt noget, der hjælper alle, og de er taknemmelige. Det hjælper dem til en bedre likviditet, så de har råd til at investere i råvarer til den fortsatte drift af deres forretninger. På tværs af lande er der ingen tvivl om, at det har fået en positiv velkomst, lyder det.

Morten Norlyk kan dog ikke sige noget om, hvorvidt det bliver fast kutyme, at Bestseller betaler fakturaer fra leverandører i så god tid, men han understreger, at de altid gerne investerer i partnerskaber, der giver mening for virksomheden.

- Der er mange måder at investere i partnerskaber på, og for nu har vi valgt at gøre det på denne måde. Hvorvidt der sker ændringer af dette i fremtiden, kan vi ikke sige lige nu. Men vi vil selvfølgelig gerne støtte op om, at begge parter tjener penge på bundlinjen.

Hjulene drejer igen

Netop penge på bundlinjen er Bestseller begyndt at tjene igen. 

Bestsellers CEO Anders Holch Povlsen udtaler i en pressemeddelelse, at Bestseller har formået at fastholde sin opadgående kurve, og at ordrerne for den kommende efterår- og vintersæson tegner til at overgå ditto for 2019/20.

Med det in mente har det været vigtigt for Bestseller at betale den støtte, de har fået fra leverandørerne, tilbage.

- Grundet lockdown på tværs af vores markeder har det været nødvendigt for os at tilpasse vores forretning, vores tilstrømning af varer og nogen af vores normale måder at arbejde på. Vi har støttet vores leverandører, og de har støttet os, og igennem vores partnerskab har vi i samspil kæmpet mod de udfordringer og forstyrrelser, vi har mødt i begge ender af værdikæden. Det er et stærkt samarbejde, som Bestseller er taknemmelige for, udtaler Anders Holch Povlsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Igennem vores handlinger, der over de næste tre måneder anslås til at forsyne vores leverandører med en halv milliard euro i likvid støtte, viser Bestseller vejen for branchen i forhold til at støtte op om leverandørerne med ekstraordinær og omfattende hjælp.

"