Menu

Bestseller betaler hjælpepakke tilbage efter uventet overskud

Et uventet overskud ovenpå Covid-19-pandemien har fået BESTSELLER til at betale de 81 mio. kroner, de fik i statslige hjælpepakker, tilbage

Foto: BESTSELLER
Foto: BESTSELLER

09. september 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

BESTSELLER har endnu ikke præsteret et negativt årsresultat i sin levetid, og det bliver heller ikke en verdensomspændende sundhedskrise, der forårsager det.

Således kan virksomheden nu berette, at de også i det forgangne regnskabsår kommer ud med plus på bundlinjen, og det har fået Danmarks største modevirksomhed til at betale samtlige kroner og ører, de fik som en del af regeringens corona-hjælpepakke, tilbage.

Et beløb, der svarer til cirka 81 millioner kroner.

Det glæder naturligvis koncernens CEO, Anders Holch Povlsen, der i en pressemeddelelse fra BESTSELLER roser virksomhedens samarbejdspartnere og ikke mindst medarbejdere.

- Vi har lukket bøgerne og afventer nu vores endelige regnskabsafslutning. Men allerede nu ved vi, at vi undgår det ellers ventede første minus i vores virksomheds historie. Det bliver ikke et kønt regnskab, men det giver et positivt resultat, udtaler Anders Holch Povlsen.

- At det har ladet sig gøre, er en hyldest til alle vores samarbejdspartnere, vores udlejere og vores leverandører – og i særlig grad til vores medarbejdere – som har været fuldstændig afgørende for, at vi sammen nu står bedre end forventet.

Planlæg efter det værste – kæmp for det bedste

Hvordan det nylige årsregnskab helt nøjagtigt ser ud, løfter BESTSELLER først endegyldigt sløret for, når regnearkene formelt lukkes med en generalforsamling i oktober måned, men under alle omstændigheder ender det i et plus.

Det var dog aldrig sket, hvis ikke BESTSELLER havde reageret prompte i marts måned, hvor stort set samtlige markeder lukkede ned. 

- Der har hersket en vilje og en kampgejst i hele virksomheden for at lykkes. Det har været en stor kollektiv indsats, hvor vi som samarbejdspartner til mange detailhandelsvirksomheder har tilbudt vores økonomiske opbakning – i form af rabatter og markedsføringstilskud – for at hjælpe vores kunder og partnere igennem perioden, siger Anders Holch Povlsen.

Han understreger samtidig, at tilbagebetalingen af hjælpepakken ikke er ensbetydende med, at udfordringerne relateret til Covid-19 er borte.

- Pandemien skaber stadig en utryg situation i både Danmark og internationalt, og det må vi stadig forholde os aktivt til. Tilbage i marts reagerede vi prompte og forsøgte med omhu at planlægge for det værste, samtidig med at vi kæmpede for det bedste. I det lys glæder det mig, at vi nu kan bekræfte, at BESTSELLER undgår minus på bundlinjen. Det betyder, at vi også så småt kan se ny- og genansættelser i virksomheden. Det er også på det grundlag, at vi har betalt vores hjælpepakke tilbage, slutter BESTSELLER-CEO’en.

BESTSELLER har ikke modtaget kompensation for faste omkostninger, men udelukkende kompensation for lønomkostninger, som indgik i den såkaldte ”lønkompensationspakke 1”.

"