Menu

Biodiversitet på TOPMØDE-agendaen

Biodiversitet er med rette talk of the town. Men hvorfor skal mode- og tekstilbranchen forholde sig til det? Og hvordan spiller det sammen med resten af bæredygtighedsdagsordenen? På TOPMØDE 2023 giver Carsten Rahbek, en af verdens førende forskere og mest anerkendte eksperter, dig både svar og inspiration til at gøre en forskel.

Professor og centerleder ved Københavns Universitet Carsten Rahbek. Foto: Steven Achiam
Professor og centerleder ved Københavns Universitet Carsten Rahbek. Foto: Steven Achiam

16. august 2023 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Bæredygtighed er et fastforankret element på Dansk Mode & Textil TOPMØDE, og årets udgave er ingen undtagelse. I år tager vi afsæt i biodiversitet, som i stigende grad har fundet plads i diskussionerne om bæredygtighed også i erhvervslivet. Biodiversitet kan på en meget simpel måde forklares som livet på jorden, og det er ikke for sjov, at vi taler om, at verden er i en regulær biodiversitetskrise. 

Ifølge FN’s Biodiversitetspanel IPBES er op mod 70 procent af Jordens økosystemer mere eller mindre nedbrudt, og arter forsvinder med en hastighed, som er 100–1.000 gange højere end den naturlige tabsrate. Sådan et tabstal, har vi ikke set siden dinosaurerne forsvandt for 65 millioner år siden. Hovedårsagen skal findes i menneskets forbrug af plads til bl.a. infrastruktur, landbrug og byer samt overforbrug af naturens ressourcer. De økosystemer, der går tabt, er bl.a. afgørende for naturens evne til at binde CO2.  

En af verdens førende biodiversitetseksperter 

Men hvordan spiller biodiversitetsdiskussionen ind i den samlede bæredygtighedsdebat, og hvad betyder den egentlig for mode- og tekstilbranchen? Det vil vi gerne gøre dig klogere på, og for at gøre det har vi inviteret en af de absolut førende kapaciteter på området i form af Carsten Rahbek.  
Han er blandt de 1‰, du læste rigtigt promille, mest citerede forskere i verden, og vil du vide mere om biodiversitet og biodiversitetskrisen, er Carsten svær at komme udenom. Han er professor i biodiversitet og leder af Center for Macroecology, Evolution and Climate og Center for Global Mountain Biodiversity på Globe Institute, Københavns Universitet. Herudover har han professorater på Imperial College, London, Peking Universitet og Syddansk Universitet, ligesom han har rådgivet nogle af de allervigtigste politikere og politiske institutioner, ligesom et hav af hans videnskabelige artikler er udgivet i de internationalt anerkendte toptidsskrifter Nature og Science.

På årets TOPMØDE sætter Carsten Rahbek fokus på biodiversitetskrisen, samspillet med de andre bæredygtighedsdagsordener, og hvorfor det er afgørende med handling fra erhvervslivet, navnlig de brancher der sætter et stort aftryk globalt, hvilket også inkluderer mode- og tekstilbranchen. 
Vi tør godt garantere, at du vil gå fra årets TOPMØDE med et helt andet syn på natur og vigtigheden af biodiversitet, for Carsten er ikke bare én af de fremmeste eksperter i biodiversitet; han er også en fremragende og tankevækkende formidler. Du kan roligt begynde at glæde dig. 

Carsten Rahbek tislutter sig allerede offentliggjorde navne som Svend Brinkmann, Henrik Drusebjerg og Microsofts AI-eksperter Henri Schulte og Fredrik Egeskov. Køb din billet her

Carsten Rahbek

Carsten forsker bl.a. i, hvad der bestemmer liv på Jorden og arbejder med biodiversitet, klima og bæredygtighed, inddragende både de biologiske, geofysike og socioøkonomiske aspekter. Han har udgivet mere end 400 videnskabelige publikationer, heraf mere end 30 i verdens to toptidsskrifter Nature og Science. Han er blandt de 1‰ mest citerede forskere i verden.

Carsten er leder af IPBES (FN’s Biodiversitetspanel) i Danmark på vegne af de danske universiteter og udpeget medlem af bl.a Biodiversitetsrådet, Bioøkonomiske panel, Biodiversitets og Partnerskaber. Han har fagligt rådgivet skiftende danske regeringer, EU-præsidenter, EU-Kommissionen samt Verdensbanken og FN i spørgsmål om biodiversitet.

Han var en nøgleperson i etableringen af FN’s Biodiversitets-panel, IPBES. Han nyder stor anerkendelse for sin forskning og har bl.a. modtaget EliteForskprisen, DM’s Forskningspris og Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning. I 2020 blev Carsten udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen.

"