Menu

Bliv klogere på tidens største shopping-tendens

Liveshopping blev fra den ene dag til den anden allemandseje, mens corona rasede. Men der er stadig et massivt potentiale for både brands og retailere, og derfor vil DM&T i samarbejde med Easy Live Sales nu gøre branchen klogere på sine muligheder.

Foto: Jonas Leupe on Unsplash
Foto: Jonas Leupe on Unsplash

26. oktober 2021

I foråret talte DM&T med Christian Degn Vester, som er en af grundlæggerne af Easy Live Sales, som gennem coronanedlukninger hjalp en række virksomheder, særligt tvangslukkede butikker, med at komme ud over den kommercielle rampe ved at udnytte mulighederne i det internationalt hastigt voksende fænomen liveshopping.

Formularen er egentligt ret simpel: Butikkerne går live på deres sociale medier, særligt Facebook, og giver inspiration, gode råd og vejledning om de produkter, de har i butikken. Følgerne, som butikkerne vel at mærke havde i forvejen, kan købe produkterne, mens seancen står på. Det kræver faktisk kun en social medieprofil, et varelager og en smartphone, der kan sikre livestreamingen.

Men det er ikke kun butikker, der kan få gavn af liveshopping og at have en forståelse for mekanismerne bag. Der er nemlig masser at komme efter for brands inden for mode, interiør og livsstil.

”Det er en klar fordel at vide noget om liveshopping og kunne rådgive kunderne om, hvad der virker. Kan man det, kan man komme rigtig langt, og det viser jo en fantastisk velvilje over for kunderne, når man tilbyder dem hjælp med at øge deres omsætning,” sagde Christian Vester i et interview med DM&T tilbage i april.

Siden interviewet i april har Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen valgt at investere i Easy Live Sales sammen med tech-milliardæren David Helgason og Whiteaway-medstifter Esben Gadsbøll.

For at gøre medlemmerne klogere, har DM&T inviteret Christian Vester til at dele sine omfattende erfaringer og give sit bud på, hvordan danske brands kan omfavne tendensen. Det sker på et webinar 3. november.

”I DM&T ser vi et stort potentiale i liveshopping, og det gælder i høj grad også for brands. For dem er det en oplagt mulighed til at styrke den eksisterende forretning og skabe nye forretningsmuligheder, og derfor giver det rigtig god mening at få en dybere forståelse af fænomenet, som har den klare fordel, at det hverken er dyrt eller stiller store tekniske krav,” siger Jakob Simmelkjær, digital rådgiver i DM&T.

Vil du vide mere om, hvordan din virksomhed kan få udbytte af liveshopping? Tilmeld dig vores gratis webinar den 3. november og bliv meget klogere.

"