Menu

Brands4kids køber to nye brands

Brands4kids A/S har netop opkøbt de to børnetøjs- og juniormærker Color Kids og Kilmanock fra Active Sportswear, som netop er gået konkurs. Dermed fortsætter Brands4kids vækstrejsen.

Salgsdirektør Michael Nederby (tv.) og adm. direktør Erik Andreæ har netop føjet to nye brands til Brands4kids-porteføljen. Foto: Flemming Hansen/Herning Folkeblad
Salgsdirektør Michael Nederby (tv.) og adm. direktør Erik Andreæ har netop føjet to nye brands til Brands4kids-porteføljen. Foto: Flemming Hansen/Herning Folkeblad

11. marts 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Brands4kids A/S har igen været på opkøb. Denne gang har børnetøjsvirksomheden investeret i de to brands Color Kids og Kilmanock, som er købt ud af konkursboet i Active Sportswear, som netop er gået konkurs.

Det er ikke første gang, Brands4Kids køber nye brands, og præcis som tidligere har det været vigtigt at finde brands, der et klart DNA, som kan forstærke den nuværende brandportefølje, oplyser Brands4Kids. Derudover har virksomheden været på jagt efter et stærkt outdoor brand, og både Kilmanock og Color Kids har før været i kikkerten.

”Med visionen om at blive de fortrukne mærker inden for baby- og børnetøj i Europa, samt dét ønske vi oplever fra kunderne om, at vi som virksomhed skal kunne levere hele pakken, ser vi derfor også opkøbet af Color Kids og Kilmanock som den helt rigtige beslutning. Med overtagelsen af Color Kids og Kilmanock, har vi nået endnu en milepæl,” fortæller adm. direktør i Brands4Kids, Erik Andreæ.

Overtagelsen af de nye brands betyder også, at Brands4Kids åbner et kontor i Aalborg, hvor7-10 medarbejdere får deres daglige gang og skal arbejde med de nye brands. Administration og lager flytter dog til hovedkontoret i Ikast.

Vil lade kunderne handle ét sted

Igennem de sidste år, har Brands4kids brugt kræfter på både at styrke eksisterende brands og styrke virksomheden via opkøb. Det er nemlig vigtigt for virksomheden at dække de fleste produktgrupper inden for mellemprissegmentet, og dette er en essentiel del af virksomhedens strategi.

”Vores tanke om at konsolidere stærke mærker under ét tag og dermed give kunderne en fordel ved at kunne nøjes med at handle ét sted, står vi fast ved, men vi er også af den holdning, at der fortsat er for mange mærker med et for lille potentiale som stand-alone mærke,” fortæller adm. direktør, Erik Andreæ og fortsætter:

”Der er kun få ting, som tæller i dag; udover at være dygtige til design, kundeservice, lagerstyring og levering af salgbare produkter, så skal der tjenes penge og skabes positiv likviditet – andre muligheder eksisterer ikke, og det er dét, som motiverer os til at tænke nye veje og muligheder konstant”.

Eksport og jysk købmandskab

De to nye brands kommer også til at supplere Brands4kids’ øvrige brands uden for landets grænser. Siden 2012 har ærligt Tyskland udviklet sig til at være et af de største eksportmarkeder for selskabets mærker.

”Potentialet syd for grænsen er stort, specielt i Tyskland” fortæller salgsdirektør, Michael Nederby og fortæller at de to nye brands også på den front passer perfekt.

”Overtagelsen af Color Kids og Kilmanock øger da også markant eksportandelen sydpå.”

Han og Erik Andreæ ser positivt på fremtidsperspektiverne.

”Hos Brands4kids står vi overfor nogle spændende vækstmuligheder med opkøbet af de to mærker. Vi har hidtil været rigtig godt dækket ind med fashion, basic og outdoor-tøj, og grundet opkøbet tilføjer vi så det funktionelle ski- og sportstøj til sortimentet. Dermed fortsætter det væksttog, vi er ombord på,” lyder det fra adm. direktør Erik Andreæ.

”Det er godt jysk købmandskab, der har gjort Brands4kids A/S til en succes, og det er også opskriften på succes med opkøbet af Color Kids og Kilmanock,” afslutter Erik Andreæ.

Brands4kids-porteføljen tæller i forvejen Pippi, CeLaVi, Minymo, ME TOO og Creamie.
"