Menu

Britisk kapitalfond køber Herning-virksomhed

Silverfleet Capital har købt den Herning-baserede leverandør af erhvervsbeklædning til sundhedssektoren, Praxis, gennem den tyske virksomhed 7days.

Praxis er specialist i erhvervsbeklædning til social- og sundhedssektoren.
Praxis er specialist i erhvervsbeklædning til social- og sundhedssektoren.

18. december 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Siden grundlæggelsen i 1995 har Praxis Herning A/S bygget en sund forretning på at levere beklædning til social- og sundhedssektoren.  Praxis forsyner en række læge- og tandlægeklinikker i Norden med tøj, og det har man vekslet til en årlig millionindtjening. Nu er selskabet blevet købt af tyske 7days, som er specialiseret i samme foretningsområde. 7days er ejet af den britiske kapitalfond Silverfleet Capital, som også ejer den danske modevirksomhed Masai.

Majoritetsejerne af Praxis, Søren Wortmann og Jesper Rasmussen, vil fortsat lede virksomheden, ligesom de begge investerer i 7days.

Silverfleet ser et stort potentiale i at føre de to virksomheder sammen.

”Deres meget ensartede specialisering, strategi og virksomhedsfilosofi gør 7days og Praxis til ideelle partnere. Begge står for højkvalitetsmaterialer og -håndværk, som betyder maksimal komfort med en attraktiv sammenhæng mellem pris og performance. Dette køb er det første skridt i vores vækststrategi for 7days, særligt gennem en intensiveret penetrering af markeder i andre dele af Europa,” siger Joachim Braun, partner i Silverfleet Capital.

Også i Herning vækker handlen glæde:

”Det er en fornøjelse at se Praxis blive en del af 7days Group. 7days er en stærk partner for os med hvem vi glæder os til at forløse masser af potentiale, når det kommer til markedspenetrering og omsætningsvækst,” siger Jesper Rasmussen, direktør i Praxis.

Parterne har ikke offentliggjort de økonomiske forhold i aftalen. 

"