Menu

By Malene Birger lancerer leje-model

Fremover vil det være muligt at leje tøj fra By Malene Birger til festlige lejligheder. Leje-modellen er et led i brandets arbejde med at blive mere bæredygtige.

02. maj 2019

Modebrandet By Malene Birger har indgået et partnerskab med den bæredygtige platform for leje af tøj Continued. Fra midten af maj kan man derfor leje fest- og lejlighedstøj, herunder tøj fra arkiverne og catwalken, fra By Malene Birger på platformen.

”På vores rejse mod at blive mere bæredygtige giver det mening at samarbejde med innovative virksomheder som Continued,” siger Creative Director Mathilde Torp Mader og fortsætter:

”Den måde, folk shopper på, er under forandring – de er mere opmærksomme på miljømæssige problemstillinger end nogensinde før – og vi vil være sikre på at tage hensyn til disse nye vaner. Vi har allerede en garderobe fyldt med kjoler, som egner sig perfekt til events. Hvorfor ikke dem på en genanvendelig og sjov måde?”

Med det nye initiativ afsøger By Malene Birger en forretningsmodel, som er hastigt voksende, særligt i udlandet. Koncepter som Rent the Runway og Hirestreet har været med til at skabe et helt nyt marked, som i USA alene udgør USD 1,6 mia. Et marked der forventes at boome i de kommende år.

By Malene Birger driver trafikken fra brandets eget website og ejer selv tøjet, mens Continued står for alle de praktiske forhold i lejeprocessen.

Som forbruger er det simpelt at leje drømmekjolen. Du vælger et givent produkt, tjekker om det er ledigt i det ønskede tidsrum og booker. Så sender By Malene Birger tøjet, og når du er færdig med at bruge det, lægger du det blot i den medfølgende returpose, hvor portoen er betalt. I første ombæring har By Malane Birger udvalgt 20 pieces, som koster mellem 300 og 1.000 kr. at leje.

For at markere det nye initiativ holder By Malene Birger den 15. maj et event på Atelier September i København, hvor alle interesserede kan komme og prøve kjolerne og blive klogere på konceptet.

"