Celluloseplatform søger danske SMV'er til nyt innovationsforløb
Danske små og mellemstore tekstilvirksomheder kan nu blive en del af Celluloseplatformen. Innovationsforløbet giver virksomheder mulighed for at bidrage med egne udfordringer og være med til at udvikle konkrete løsninger, der kan styrke dansk materialeinnovation og cirkulær produktudvikling.
Den danske tekstilbranche har de seneste år taget store skridt inden for cirkulær omstilling og materialeinnovation. Alligevel mangler der fortsat en vigtig brik i værdikæden: udvikling og fiberspinning af man-made cellulosefibre baseret på danske råmaterialer, reststrømme og tekstilaffald.
Det hul skal Celluloseplatformen være med til at lukke. Målet er at skabe bedre rammer for dansk materialeinnovation, cirkulær produktudvikling og fremtidige anvendelser af cellulosebaserede fibre.
Virksomhedernes udfordringer skal drive udviklingen
Projektet søger nu danske SMV’er, der arbejder med tekstiler, materialer, design, produktion eller cirkulære koncepter, som ønsker at være med til at omsætte cirkulære cellulosematerialer til nye produkter og koncepter.
Som deltager bliver virksomheden såkaldt problemejer. Det betyder, at man bidrager med egne udfordringer, materialebehov, kvalitetskrav, produkter, idéer eller konkrete cases, som danner udgangspunkt for innovationsarbejdet. På den måde tager innovationsarbejdet udgangspunkt i virksomhedernes konkrete behov.
Samtidig får virksomhederne adgang til faglig sparring, inspiration fra den nyeste materialeinnovation og et struktureret innovationsforløb, hvor de kan undersøge, hvordan cirkulære cellulosematerialer kan indgå i fremtidige produkter, koncepter og forretningsmuligheder.
Er Celluloseplatformen relevant for din virksomhed?
Celluloseplatformen kan være relevant, hvis du ønsker at:
-
implementere cirkulære materialer
-
designe produkter med fokus på cirkularitet
-
udvikle nye koncepter baseret på cellulose- eller naturbaserede materialer
-
få indsigt i den nyeste materialeinnovation og dens praktiske anvendelse
Deltagende SMV’er kan desuden modtage honorering for timer på 390 kroner i timen for deltagelse.
Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse via Virksomhedsudvikling Danmark.