Menu

Cero-Etage i kunstsamarbejde

Kunst, mode og velgørenhed går hånd i hånd i et nyt samarbejde mellem den dansk-vietnamesiske kunstner Phuc Van Dang og den danske modevirksomhed Cero-Etage.

Modemærket Cero-Etage samarbejder med kunstneren Phuc van Dang.
Modemærket Cero-Etage samarbejder med kunstneren Phuc van Dang.

10. januar 2019

Phuc Van Dang er født i Vietnam og kom som ni-årig til Danmark som flygtning. I dag er han udøvende kunstner med en karakteristisk sort streg, der viser fabulerende og mytiske figurer, som sammenknytter fortid, nutid og fremtid.

 

CEO i den danske modevirksomhed Cero-Etage, Carin Lundgaard, blev vildt betaget af netop denne streg, da hun første gang besøgte Phuc Van Dangs værksted og atelier i FÆNGSLET. FÆNGSLET er et oplevelsescenter og ateliér-fællesskab for kunstnere – det ligger i det tidligere Horsens Statsfængsel.

Carin Lundgaard købte et par malerier af Phuc Van Dang, men kunne ikke slippe hverken den karismatiske kunster, hans filosofiske livsindstilling eller de sort/hvide billeder. Hans livsfilosofi er inspireret af buddhismen og en tilgang til livet, der handler om at give noget tilbage – om ikke blot at modtage, men i lige så høj grad at give.

 

"Jeg kom tilbage til kontoret og fortalte min kompagnon Claus Mikkelsen om min fascination, og vi blev enige om at kontakte Phuc Van Dang igen for at høre, om han ville etablere et samarbejde med os," siger Carin Lundgaard.

 

Resultatet kan ses på de kommende skandinaviske og internationale modemesser. Her præsenterer Cero-Etage en limited edition, hvor Phuc Van Dangs kunst er anvendt som print på blandt andet bukser fra C-RO og en regnjakke fra Etage.

 

På CIFF’s åbningsdag onsdag den 30. januar 2019 vil Phuc Van Dang dagen igennem kunne opleves live, mens han maler på store lærreder i Cero-Etages showroom i Bella Center. Ved et event samme dag, giver man også en håndfuld kunder mulighed for at få et par bukser med Phuc Van Dangs karakteristiske kunstneriske pensels-strøg, som påføres ved eventen.

En del af fortjenesten fra salget af Phuc Van Dang-serien går til velgørenhedsprojektet 'Fight Child Hunger' i Ghana – helt i tråd med Phuc Van Dangs filosofi om at give noget tilbage til verden. 

"