CIFFs “One Copenhagen”-ambition bliver til virkelighed i 2024

CIFF - Copenhagen International Fashion Fair sætter ny fart på vækstplanerne med at samle de stærkeste brands inden for mode og livsstil i én messeplatform.

CIFF - dolva busck outside
19 mar. 24

“Danmark er muligvis et lille land, men vi er en stor modenation og en af de vigtigste spillere på den internationale scene,” konstaterer direktør for CIFF, Sofie Dolva, der nu øger ambitionerne for messeplatformens fremtid. Under modeugen i februar beviste det nye, udvidede messeformat, at branchen er stærkest når den står sammen, og det har vakt opsigt - både herhjemme og internationalt.

En af den danske modes absolutte sværvægtere, Bestseller, tilslutter sig nu også CIFFs messeplatform, og tager deres over 20 brands med, såsom Jack & Jones, ONLY, Vero Moda, Pieces og Selected Homme/Femme, som bliver solgt i mere end 2.700 detailbutikker i 50 lande.

“One Copenhagen” handler om at skabe ét samlet, moderne og internationalt handelscentrum for skandinavisk og international mode, hvilket er helt i tråd med Bestsellers ambitioner, og Danmarks største modevirksomhed ser frem til at bidrage til oplevelsen, når One Copenhagen løber af stablen til august.

One Copenhagen

”CIFF har, i en ellers svær tid, formået at samle branchen omkring én messe – noget, der har været efterspurgt længe og som allerede under sidste modeuge viste sig at være en stor succes. Det er en kæmpe gevinst for branchen,” fortæller Cecilie Thorsmark, adm. direktør i Copenhagen Fashion Week.

“Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med CIFF – samt organisationerne DM&T og MERK – om at skabe en modeuge, som vores internationale gæster, den lokale presse, modebranchen og København i sin helhed får mest muligt ud af.”

Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil, tilføjer:

”Sidste sommer bakkede alle 100% op omkring den Københavnske modeuge i august, og efter en succesfuld modeuge i januar, blev det igen bevist, at vi er stærkest, når vi står sammen. Nu ser vi frem mod sommeren, hvor vi ved, at Copenhagen Fashion Week og CIFF igen vil skabe en inspirerende, innovativ og endnu mere travl modeuge til gavn for hele branchen”.

Internationale tiltag

CIFF samler ikke alene alle brands under den Københavnske modeuge, men bygger også bro til mode-metropoler i resten af verden. CIFF har således indgået et strategisk partnerskab med brancheorganisationen The Council of Fashion Designers of America (CFDA) i USA, for at udvide udstillingsvinduet for skandinaviske brands i forbindelse med New York Fashion Week.

Derudover fortsættes partnerskabet “Scandinavian Manifesto” på Pitti Uomo i Firenze, og et nyt partnerskab er indledt med arrangørerne af modeugen i Milano:

”Det sidste års tid har vores fokus været på at skabe et stærkt fællesskab og en unik platform, hvor danske brands ikke kun bliver repræsenteret to gange om året, men i stedet indgår i frugtbare parløb med de største internationale spillere,” forklarer Sofie Dolva.

“Måden vi gør det på, er ved at have 360 graders partnerskaber i løbet af året, og fortsat nære samarbejder med de mest toneangivende modebyer i verden. Derfor er vi også enormt stolte af at kunne fortælle, at vi igen i år har et partnerskab med CFDA i New York,i forlængelse af deres modeuge, samt for første gang vil samarbejde med Camera Showroom i Milano.”

  • Udgave nr. 63 af CIFF – Copenhagen International Fashion Fair finder sted i Bella Center Copenhagen d. 7.-9. august 2024. Messen finder som altid sted under Copenhagen Fashion Week, der til sommer løber fra d. 5.-9. august.

  • Under CIFF 62 i januar/februar 2024 oplevede CIFF en udstillervækst på 20% i forhold til året før med i alt mere end 1.000 brands fra Danmark, Skandinavien og udlandet. Samtidig voksede udstillingsarealet med 30% til én samlet showcase på over 26.000 m2. Dertil blev de permanente showrooms rebrandet under navnet CIFF Village.

  • Der var 17.000 besøgende under CIFF 62, hvoraf mere end 350 af disse er internationale indkøbere inviteret til København som led i en millioninvestering under CIFF’s ”hosted buyer concierge program”, som hvert år driver handel og interesse for dansk mode og Copenhagen Fashion Week som helhed.

  • Til august vil besøgende kunne se en stigning i tyske brands, deriblandt præsentation af projektet NEudeutch med Julian Darnov i spidsen. Projektet er et af flere led til at bygge oven på fundamentet med endnu flere tyske brands, indkøbere, samt et tættere partnerskab med handelsmagasinet TextilWirtschaft.

  • CIFF har åbnet op for ansøgninger til deres concierge program, som sidste gang bestod af 350 håndplukkede pressefolk, indkøbere og branchefolk fra hele verden, som blev fløjet til den Københavnske modeuge. Til de kommende sæsoner vil der derfor blive fokuseret i højre grad til Asien, Canada og Sydeuropa.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Thomas Klausen foto
Thomas Klausen

Adm. direktør

97117233

tk@dmogt.dk

thklausen