Menu

Clean Clothes Campaign: Auditeringer svigter arbejdstagere

Clean Clothes Campaign, der varetager arbejdstagerrettigheder, har netop udsendt en rapport, der kritiserer den nuværende auditeringspraksis som værende til for at beskytte virksomheders omdømme snarere end at sikre bedre forhold for arbejdstagere i produktionslande.

30. september 2019

I rapporten “Fig Leaf for Fashion: How social auditing protects brands and fails workers” langer Clean Clothes Campaign ud efter nuværende auditeringspraksis i branchen. Clean Clothes Campaign anklager auditeringer i branchen for at være et redskab, der primært hjælper virksomheder med at beskytte deres brand og profit fremfor reelt at hjælpe med at sikre ordentlige forhold for arbejdstagere i produktionslande.

Ifølge Clean Clothes Campaign er auditeringer blevet en milliardforretning, hvor virksomhederne frivilligt beder om og selv betaler for kontrolbesøg. Auditeringer er altså ikke lovkrav, og der er derfor risiko for, at de er ikke uvildige undersøgelser. En auditør skulle ifølge rapporten have udtalt, at de (auditørerne) kun går så langt, som brands vil have, de skal gå. Clean Clothes Campaign mener altså, at det er en usund tendens, at virksomhederne selv får lov til at regulere og kontrollere en potentiel dårlig adfærd.

”Tyve års CSR har ikke kunnet forbedre arbejdsvilkårene og vil fortsætte med at mislykkes, indtil der er en revision af den herskende auditeringspraksis. Vi kan ikke have tillid til, at brands regulerer sig. Bindende reguleringer med truslen om sanktioner og arbejdstagernes ”empowerment” via fagforeninger er de eneste mekanismer, der kan sikre, at brandansvar tages alvorligt, der udføres due diligence, og at arbejdstagernes liv er beskyttet,” siger Ben Vanpeperstraete, Lobby & Advocay Coordinator hos Clean Clothes Campaign.

Rana Plaza spøger stadig

Den mest dødelige ulykke i branchens historie, kollapset af Rana Plaza-bygningen, bliver forståeligt fremhævet som skrækscenariet i rapporten. Ulykken i Bangladesh kostede 1.134 mennesker livet, mens 250 mennesker omkom i en brand nogle år forinden på Ali Enterprises fabrik i Pakistan. Begge fabrikker var blevet kendt sikre af akkrediterede auditører blot nogle uger eller måneder inden de dødelige ulykker. Ifølge Clean Clothes Campaign blev Ali Enterprises fabrikken ligefrem godkendt uden at have haft besøg af en auditør.

”Det er vigtigt, at folk forstår, at systemet for social auditering er dødbringende af design. Auditørerne har simpelthen ikke færdighederne, tiden eller incitamentet til korrekt at registrere usikre bygninger. Alligevel udsender de rapporter, som betryggende fortæller brands, at der ikke er noget at bekymre sig om,” siger Kalpona Akter, fra Bangladesh Centre for Worker Solidarity, og fortsætter:

”Rana Plaza-bygningens kollaps var en menneskeskabt katastrofe og fuldstændig forebyggelig. Flere brands var med vilje blinde for fabriksforholdene, som enten ikke blev opdaget eller ligefrem ignoreret under en auditering. Det er overraskende, at ingen - ikke et eneste brand eller auditeringsfirma - blev holdt ansvarlig for det voldsomme tab af menneskeliv. Vi har brug for love, der holder disse selskaber ansvarlige for deres uagtsomhed.”

Clean Clothes Campaign kommer med en lang række anbefalinger for branchens stakeholdere, hvor virksomhederne bl.a. bliver opfordret til at kigge deres due diligence politikker efter i sømmene og ikke mindst revidere auditeringsfirmaerne metoder med korte mellemrum for at sikre, at der bliver taget de rigtige skridt mod at forebygge ulykker og forbedre forholdene for arbejdstagerne.

Du finder rapporten fra Clean Clothes Campaign her.              

Husk, at Dansk Mode & Textil har udarbejdet en toolbox til ansvarlig virksomhedsadfærd, om hjælper din virksomhed med at agere ansvarligt i henhold til gældende internationale retningslinjer. Den finder du her.

"