Menu

CNS Group begærer sig konkurs efter storkundes kollaps

CNS Group blev i dag begæret konkurs ved Skifteretten i Kolding. Det sker, efter at virksomhedens største kunde i sidste uge gik konkurs, hvorefter CNS Group ikke har været i stand til at rejse den nødvendige kapital til at opretholde driften. Den adm. direktør beklager udviklingen, men håber på en hurtig løsning.

07. maj 2019

CNS Group A/S blev i skifteretten i Kolding d. 7. maj begæret konkurs. Virksomheden har gennem en periode været presset på likviditeten, og udviklingen har været kritisk tiltagende de seneste måneder. 

Den altoverskyggende årsag er, at CNS Groups absolut største kunde, som gennem de seneste år, har tegnet sig for en årlig omsætning på to- og trecifrede million beløb, netop er gået konkurs. Allerede i efteråret 2018 begyndte kunden at aftage langt færre af de varer, der allerede var bestilt og lå på lager i Danmark. Som en del af en større rekonstruktionsplan blev aktiviteterne i starten af 2019 sat i bero, men på daværende tidspunkt var kundens forudbestilte varer allerede leveret til CNS Group i Danmark. 

I forbindelse med kundens rekonstruktionsplan har CNS Group, ligesom andre leverandører, på bedste vis aktivt forsøgt, at hjælpe kunden med henblik på at sikre den videre drift. Dette lykkedes altså ikke og i sidste uge blev kunden erklæret konkurs. 

Dermed stod det klart for CNS Group, at der var behov for at tilføre selskabet yderligere kapital for at opretholde driften og nedbringe gælden til kreditorer. CNS Groups ejer ønskede dog ikke at tilføre yderligere kapital, ligesom det heller ikke var muligt at nå til enighed med virksomhedens bankforbindelse om at rejse den nødvendige kapital. Derfor besluttede bestyrelsen og adm. direktør Peter Mazur at fremsende konkursbegæring til Skifteretten i Kolding i dag, hvorefter konkursdekretet blev afsagt. 

”Det er en yderst beklagelig situation, som ligger alle, der er tilknyttet CNS Group og selskabets brands, dybt på sinde. Det er uundgåeligt, at alle de dedikerede mennesker er dybt berørte af situationen. Den primære opgave er nu, i fællesskab med kurator, Morten Hans Jakobsen fra Gorrisen Federspiel, at udpege de værdier, vi gennem mange år har opbygget i både brands og virksomheden, og at realisere dem,” siger adm. direktør Peter Mazur og fortsætter: 

”I denne situation vurderes det at der er en overvejende sandsynlighed for, at potentielle investorer kan se den uforløste værdi, der ligger i selskabet. Derfor håber jeg på, at der hurtigst muligt kan findes en løsning, så de mange loyale medarbejdere kan få en afklaring på deres situation.” 

CNS Group A/S står bag de fire brands Solid, Tailored & Originals, Desires og Peppercorn og har hovedsæde i Kolding.

"