Menu

Copenhagen Fashion Week afvikles i februar

Selvom forholdene er udfordrende får vi en modeuge i København til februar. På nuværende tidspunkt er det endnu uvist, om showprogrammet får følgeskab af messerne.

Foto: Copenhagen Fashion Week
Foto: Copenhagen Fashion Week

15. december 2020

I foråret 2020 gik Copenhagen Fashion Week, CIFF, Revolver, Dansk Mode & Textil og WEAR sammen i en tæt koordineret indsats for at tackle de udfordringer, Covid-19-situationen førte med sig i forbindelse med modeugen i august.

Siden da har organisationerne været i løbende dialog med henblik på den kommende modeuge til februar. Med myndighedernes seneste udmeldinger og skærpede restriktioner er gruppen nu klar med en status forud for jul.

Copenhagen Fashion Week afvikles som planlagt

Copenhagen Fashion Weeks showkalender afvikles som planlagt i uge 5 fra tirsdag den 2. februar til og med torsdag den 4. februar 2021.

I sommer lancerede Copenhagen Fashion Week et nyt hybridformat, der gør det muligt for brands at være med på showkalenderen med såvel digitale som fysiske formater og dermed tilpasse deres deltagelse efter, hvad der er muligt og forsvarligt i lyset af Covid-19. Det format fortsættes til den kommende modeuge.

”Det er klart, at situationen er en anden end i sommer, hvor epidemien i Danmark for en kort stund næsten havde sluppet sit greb. Nu står vi i en situation med stigende smittetal og skærpede restriktioner. Samtidig er modeugen en afsindigt vigtig platform for branchen og ikke mindst dens afsætnings- og vækstmuligheder, og derfor er vi trygge ved, at vi i sommer udviklede et holdbart og forsvarligt hybridformat, der muliggør at brands stadig kan deltage uanset hvad,” udtaler Cecilie Thorsmark, adm. direktør i Copenhagen Fashion Week og fortsætter:

Igen kommer vi til at udforske de muligheder, der er i en ny måde at afholde modeuge på med alt fra forproducerede film til fysiske og livestreamede produktioner, men om det bliver med eller uden publikum, det må tiden vise. Alle brand showcases vises via vores digitale univers på copenhagenfashionweek.com, på Instagram og Youtube samt via mediepartnerskaber, ” afslutter Cecilie Thorsmark.

Messerne afventer udviklingen

Messerne CIFF og Revolver følger nøje Covid-19 situationen, herunder myndighedernes regler og guidelines og vil den 7. januar 2021 tage endelig stilling til situationen i prioriteret rækkefølge:

  1. Er det lovligt at afholde messerne?
  2. Hvis lovligt, vil det være forsvarligt at afholde messerne?
  3. Hvis både lovligt og bedømt forsvarligt, vil det give mening for udstillerne, at afholde messerne ud fra et forretningsmæssigt synspunkt?
"